Cormac McCarthy arbejder med flere forskellige genrer i sine værker. “Intet land for gamle mænd” er en hårdkogt krimi med penge på spil, narkogangstere, opdagere og fatale kvinder. “Vejen” er en post-apokalyptisk gyser, hvor en ukendt katastrofe har lagt jorden øde, og mennesket kæmper for at overleve en evig vinter, hvor intet længere kan gro. Romanerne i “Grænselands-trilogien” er bygget op som en form for dannelsesromaner, hvor de unge hovedpersoner begiver sig ud i verden, hvor deres idealistiske livssyn bliver voldsomt konfronteret af den rå virkelighed.
Men helt centralt i de ellers så forskelligartede bøger står spørgsmålet om, hvorvidt personerne kan bevare deres medmenneskelighed på trods af markant ændrede livsvilkår. I “Vejen” forsøger en mand at beskytte sin søn mod sult og farer i en ødelagt verden og samtidig bevare en rest af de idealer, som prægede det liv, han levede før katastrofen. Det skal vise sig at være en temmelig svær grænse at balancere på, når frygt og sult trænger sig på. I “Intet land for gamle mænd” overskrides grænsen, da en kuffert fyldt med penge gør en ung mand til jaget vildt med narkogangstere, lejemordere og politi i hælene.
“Grænselandstrilogien” foregår ligesom “Intet land for gamle mænd” i grænseområdet mellem den mexicanske og den amerikanske landegrænse. På et symbolsk plan afspejler denne fysiske grænse, den ellers udefinerbare overgang mellem barndom og voksenliv, hvor barndommens magiske verden forsvinder og voksenlivets barske virkelighed åbenbarer sig.
Fælles for romanerne er altså grænsen. Denne grænse kan være en fysisk barriere, som markerer adskillelsen mellem nationaliteter og kulturer, men i McCarthys forfatterskab er det den mental barriere, hvor moralen, idealerne og medmenneskeligheden overskrides, der igen og igen sættes i spil. En barriere der nedbrydes, når et forestillet, idealistisk verdensbillede udfordres af den virkelige verden. For Cormac McCarthy er det kun en hårfin grænse, der adskiller civilisation fra barbari.
Kvinder har kun en tilbagetrukken position hos McCarthy. Kvinderne er nogle man forelsker sig i, sørger over eller kommer ud i problemer for, men de spiller ingen hovedroller i bøgerne. Det er mandelivet på hesteryg under den bagende sol på den amerikanske prærie, som skildres hos McCarthy. På den måde er forfatterskabet også et studie i maskulinitet.