Beslægtede forfatterskaber

Cormac McCarthy er ikke en del af noget litterært miljø. Han kendte ingen forfattere personligt, men omgav sig i stedet med videnskabsfolk i miljøet omkring Santa Fe Institute i Texas. Af den grund kan han være svær at placere i en nutidig litterær tradition. Selv sagde McCarthy, at han ikke bryder sig om litteratur, som ikke beskæftiger sig med spørgsmål om liv og død. Dermed afskriver han udramatisk “føle-litteratur” af forfattere som Marcel Proust og Henry Miller.

Litteraturhistorisk kan Cormac McCarthy især sættes i forbindelse med den amerikanske forfatter William Faulkner, hvis skildringer af Mississippi minder om den måde McCarthy portrætterer livet i de barske amerikanske sydstater. McCarthy har på sit forlag Random House haft samme redaktør som Faulkner havde i gamle dage.

Sammen med Faulkner sættes Cormac McCarthy som forfatter fra syden ind i den litteraturgeografiske kategori “Southern Gothic”, en litterær tradition fra USAs sydstater. I denne tradition betjener man sig traditionelt af groteske figurer som forstærker indtrykket af det sydlige USA som et farligt sted, hvor alle bærer våben og er på vagt overfor hinanden. McCarthys white trash, barske mexicanere, psykopatiske mordere og menneskeædende bander skriver ham ind i den mørke litterære tradition, som også består af forfattere som Tennessee Williams og Truman Capote.

“Vejen” skriver sig til gengæld ind i en anden tradition. Fascinationen af mareridtet om en ødelagt verden, hvor de sidste mennesker kæmper for at overleve, har udmøntet sig i utallige af værker inden for både litteratur og film. Inden for denne genre kan nævnes prominente navne som Mary Shelley og Richard Matheson (“I am Legend”), men også helt tilbage i Det Ny Testamente kan man finde eksempler forestillingen om livet på jorden efter dens undergang. Denne genre går under betegnelsen “postapokalyptisk litteratur”.