Man kan kalde Pascal Mercier for en skønlitteraturens Jostein Gaarder. Begge sætter de almene filosofiske spørgsmål ind i en ny ramme, men hvor Gaarder i “Sofies verden” gennemgår filosofihistorien igennem sin hovedperson, så trækker Mercier blot indirekte på sine filosofiske referencer.
En anden relevant sammenligning er med de græske tragedier. Ligesom de græske tragedier tematiserer eksistentielle og moralske emner, så tager Mercier sine læsere med på rejse i den menneskelige væren og i de moralske værdinormer. Det tragiske tema gælder selvfølgelig mere for “Perlmanns fortielser” og “Lea” end for “Nattog til Lissabon”, og dog er der i alle tilfælde tale om helte, der er mere tragiske end komiske. At Gregorius formår at nå frem til sig selv i “Nattog til Lissabon” ændrer ikke ved, at døden med hastige fjed haler ind på ham, og ligeledes er døden usandsynligt nærværende for Herzog i romanen “Lea”.
Visse lignelser med landsmanden Franz Kafka er også relevante, idet begge forfatterskaber beskæftiger sig med eksistentielle problemstillinger og viser, hvordan den menneskelige frie vilje ofte er illusorisk og i hvert fald har angsten som en absolut modsætning og som flittigt benspænd.
Desuden kan man sammenligne Mercier med den portugisiske forfatter Fernando Pessoa. At Mercier vælger Lissabon som kulisse i “Nattog til Lissabon” kan netop ses som en cadeau til Pessoa. Tonen i romanen giver da også mindelser om Pessoa, og den form for overvejelser, som lægen Prado gør sig, ligner overvejelser, man kan finde hos den portugisiske forfatter med de mange pseudonymer.