Næsten levende : en slægtskrimi

Citat
”Så så han direkte ind i spejlet og så for første gang det syn, som siden skulle forfølge ham i alle spejle: Elisas smadrede ansigt fortrukket i et hånligt smil. Hendes hoved i spejlet sad der, hvor hans eget hoved plejede at sidde. Han rsystede på hovedet. Elisas hoved gjorde det samme inde i spejlet. Han slog sig hårdt på kinden, som for at vække sig selv. Det er løgn, sagde munden derinde, men det var Pier Francesco Calibanos stemme, der gav genlyd i soveværelset. Han skreg, og munden inde i spejlet skreg også.”
”Næsten levende”, s. 110.

Liv Mørks fjerde krimi ”Næsten levende” (2012) har ikke kriminalassistent Emily Zakkariasen som hovedperson og er altså ikke en forlængelse af Mørks tidligere kriminalromaner. Faktisk kan man sætte spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er tale om en kriminalroman. Ganske vist indledes romanen med en mordgåde og denne bliver løst sidst i romanen, undervejs finder flere mord sted, men ingen forsøger at opklare dem og ingen kriminalbetjent starter en efterforskning. ”Næsten levende” er snarere en slægtshistorie om en familie, der forbandes af gammel kinesisk overtro og familiehemmeligheder, og om en familie der er ude af stand til at tilgive eller at elske hinanden. Selv kalder Mørk romanen for en slægtskrimi, hvilket er en god beskrivelse af genren.

Romanens historie strækker sig fra 500-700.000 år f.v.t. i Kina og frem til Italien 2011. Vi følger slægten Calibano, med brigadegeneral Pier Francesco Calibano i centrum for historien. Calibano kommer under krigen i besiddelse af Pekingmandens knogler, hvilke skulle bevise, at menneskeslægten stammer fra Kina og derfor har stor værdi for kinesiske nationalister. I virkeligheden forsvandt knoglerne sporløst i 1941, og det er dette mysterium, Mørk bygger romanens plot på. Med knoglerne får Calibano nemlig denne advarsel: ”Prøv ikke at tjene penge på knoglerne, så vil du fra da af leve i knoglernes verden. Kun næsten levende, og det skal du ikke ønske dig.” (s. 49).

29260141

Calibano kan selvfølgelig ikke nære sig, og allerede ved sin hjemkomst til Italien rammes han af den første ulykke. Hans forlovede Elisa er gravid efter en voldtægt af byens tosse. Calibano tager barnet til sig, men slår Elisa ihjel, ude af stand til at tilgive at hun har været sammen med en anden mand. Denne forbrydelse kommer til at hjemsøge Calibano resten af hans liv, han gemmer Elisas lig i tårnet på sit hus og lever bogstavelig talt med lig i skabet og hver gang han ser i et spejl, ser han Elisas rådnende hoved grine tilbage til sig. Calibano kommer sig aldrig over sin forbrydelse og lever resten af sit liv som spådommen lød: kun næsten levende. 

Det går ikke meget bedre for de familier, der lever omkring ham. Hans datter Evi, hendes amme, hans medhjælpere på gården, alle lever de et liv fuldt af hemmeligheder for og med hinanden, og vi følger hvordan Calibanos tragedie bliver en familietragedie i flere generationer.