Efterladte digte

Citat
Det mørkner i vort Aar.
En høstlig Himmel straaler tændt,
men nogen faldt omkuld nu
imod den graa cement.
De skød en flok af os.
De greb om Livets yngste Aar,
og det er deres Smerte,
som følger os, hvorhen vi gaar.

Vi hader disse Aar.
Vi hader disse Hadets Aar,
pistolskud i en Opgang
og Død i mørke Saar.
Men vi har lært at Kæmpe,
for vi har lært at dø og slaas,
og dem, vi nu har mistet,
skal vinde Sejren gennem os

”Høstdigt” fra ”Efterladte digte”.

To år efter Morten Nielsens død i 1943 blev hans efterladte digte udgivet i et udvalg, foretaget af Paul la Cour med hjælp fra Halfdan Rasmussen og Ejnar Thomsen. Ni år senere i 1954 udkom ”Digte” – en samlet udgave af ”Krigere uden Vaaben” og de efterladte digte. Halfdan Rasmussen og forfatterkollegaen Tage Skou-Hansen havde føjet 12 nye digte til de efterladte, og i 2002 blev antallet yderligere forøget, da Thomas Bredsdorff fandt fem nye digte frem, som ifølge ham fortjente at blive indlemmet i gruppen af Morten Nielsens ”Efterladte digte.” De publicerede, efterladte digte rummer i dag 46 digte. Men det kan ikke udelukkes, at flere vil blive tilføjet med tiden, da det Kongelige Bibliotek råder over en lang række, uudgivne digte, som nye redaktører måske engang vil se kvaliteter i.

Tematikkerne og motiverne i de efterladte digte er i vid udstrækning de samme som i ”Krigere uden Vaaben.” Blandt de efterladte digte finder man dog en række såkaldte beredskabsdigte, som i endnu højere grad end debutsamlingen, vender sig kritisk mod verden og uden metaforisk mellemlagspapir, giver den en opsang. Morten Nielsens digte giver dog aldrig køb på deres kunstneriske kvalitet, og det politiske får aldrig lov til at træde i forgrunden på bekostning af det poetiske. Ikke desto mindre bidrog Morten Nielsen til den illegale antologi ”Der brænder en ild,” som også indeholder tekster af navnkundige forfattere som Martin A. Hansen, Kjeld Abell, Hans Kirk, H.C. Branner, Jacob Paludan og Knud Sønderby. Teksten fra antologiens bagside lyder: ”Denne bog maa ikke sælges. Men alle, der faar den i Hænde, bør føle sig forpligtet til paa enhver Maade at støtte Frihedskampen – også med Penge. Tænk paa Fangerne! Hjælp de Paarørende! Find selv deres Plads i Kampen.”   

Et af de to digte, som Morten Nielsen fik trykt i antologien, var det socialt engagerede ”Skæbne,” som ifølge Morten Nielsens mor skulle tage udgangspunkt i en skolekammerat fra Aalborg (Bjarne Nielsen Brovst: ”Morten Nielsen – Mennesket & Digteren”, Side 215). Digtet handler om ”Tykke,” som bliver moppet og gjort til grin af både klassekammeraterne og lærerne. Resultatet bliver tragisk. Tykke bliver nazist: ”Nu ta’r du Hævn! Nu gaar du med Skraarem og Støvler paa, / du løfter en Arm og det skinner i Øjnenes blege blaa. / For Had og Haan og Trusler, det kan et Menneske ta’ – / men ikke det, nej aldrig: Det og grines a’ … / Nu er du noget Tykke! Mand og Partikammerat. / Og hvis vi en Dag skal til Muren, saa er din Haand parat. / Parat til at smadre et Knojern ind i min Mund, naar du slaar, / for nu vil du dræbe, Tykke, alle de onde Aar. …”

Et mere introvert, men ikke mindre dystert digt er ”Jeg ser nu i Nat –,” der handler om selvmord og valget mellem at leve eller at dø. Dets første strofe lyder: ”Jeg ser nu i Nat, at hans udstrakte Haand / er rede til stille / at skille Støv og Aand. / Et Snit og lidt Blods Dryppen draabevis ned / – synk ned og bliv væk / i den store Søvns Fred”. Digtets konklusion lyder dog: ”Du skal vokse og blomstre og sætte dine Frø. / Du er endnu for ringe til at dø.” Den unge mand skal blomstre, før han kan tillade sig at dø. Han skal bidrage med noget til livet, før han kan forlade det. Ikke alle de efterladte digte er dog så mørke, og flere rummer også den elementære glæde og undren over livets fænomener, som debutsamlingen var gennemstrømmet af. Men som her trænger krigens umenneskelige kynisme sig på over alt.