Kære Morfar!
Du beviser atter, at du er en mand af uendelig rådsnarhed og Kløgt – da jeg havde læst dit brev en fire – fem Gange forstod jeg meningen: lær først at knappe dine bukser.
I din Lignelse sønderlemmer du så temmelig min femøreskage, men hva’ – jeg prøver og prøver, og for hver ny ting jeg laver, mærker jeg, at nu kan jeg lidt mere, nu er jeg et skridt nærmere ved at kunne beherske sproget.
Hvor alvoren fylder i Morten Nielsens digte, akkompagneres den i hans breve til familie og venner af en forfriskende humor og selvironi. To bind breve er blevet udgivet under titlerne ”Breve til en ven” (1962) og ”Breve fra Morten Nielsen” (1966). Disse breve efterlader læseren med indtrykket af et nuanceret menneske, hvis livssyn var præget af stor alvor, men også af elementær legesyge og nysgerrighed. Gennem brevene får man indtryk af et rigt menneske. Et menneske der følte en stor taknemmelighed over for livet og menneskene i sit liv på trods af krigens alt for tidlige vielse af ham til grublerier over store problemer, sygdom hos sig selv og sine venner, angst og frygt for ikke at slå til som digter og intellektuel. I sin barndom var han flere gange døden nær i forbindelse med sygdom, men han fjernede sig aldrig fra livet på trods af, at tanker om døden fyldte meget i hans bevidsthed. Han nød foråret, og trods sin unge alder forstod han at nyde den ukrænkelige livsfølelse, som det trods alt giver én at få sit hjerte knust af en pige. Han kunne skrive naivt, men hans forståelse for følelseslivet, og hans mod til at kaste sig ud i livet, kunne have gjort ham til et langt mere erfarent menneske.
Nu skal det dog ikke lyde som om Morten Nielsen hvilede mere i tilværelsen, end tilfældet faktisk var. I efteråret 1941 begynder han et af sine breve med ordene:
”Kære R, din Lykkens Pamfilius.
Er du ikke lykkelig, maaske? Har du Grund til andet? Er du maaske ikke som sædvanlig en lille smule forelsket i en, saadan et lille Skælv af lykke, er din Verden ikke en Draabe, en lille, klar, skinnende Draabe Snot under Guds Næse.
Din lort.
Jeg er ulykkelig.
Ingen Snak om det, i øvrigt. Ingen udvortes Begivenheder har rystet mig i min Grundvold. Det er bare Angsten, der rider mig som en Mare.”
Hvor Morten Nielsen i nogle af sine breve skriver alvorligt om tunge emner i tiden og i livet som sådan, handlede mange af brevene også bare om løst og fast. Han sendte breve til sine forældre om vasketøj, der var på vej med posten, og han skrev om hverdagen trivielle hændelser, husleje og pengeproblemer. Men han skrev ærligt, og han fortæller også om piger, han har forelsket sig i, og han fortæller sine forældre, hvor højt han elsker dem. I Morten Nielsens breve fornemmer man en digter med en livlig pen. Men endnu mere fornemmer man et menneske.
Dagen før sin død skriver Morten Nielsen til sine forældre. (Faren lød kælenavnet Vap): ”Kære Vap og Mor –
Tak for Brevet. Her gaar det meget godt, der er ikke meget at meddele. Med mindre I er interesserede i Naturbeskrivelser, om Lyng, Vand til Halsen og grønt som en skarp Vin, Grantræer og Jernbanetur – Karsten og jeg var paa week-end i Rørvig. Det var dejligt. […] Mer kan det ikke blive til, jeg aner ikke hvad jeg skal skrive om – jeg fik bare Lyst til at sende en Hilsen.
Jeres
Morten”.