Hvor Morten Nielsen i sine breve til familie og venner skriver i en selvironisk og legende tone, er hans digte anderledes alvorstunge. Alvoren er dog ikke blot et symptom på den barske virkelighed, der udfoldede sig i verden rundt om Morten Nielsen. De er i ligeså høj grad udtryk for en ung mand, der ser skæbne i alting. Hvor en ekspressionist som Tom Kristensen malende og eksploderende skildrede omgivelserne, slutter Morten Nielsen et forårsdigt som ”Gult græs mod solen” af med følgende tre strofer: ”Paa Vejen i et Landskab, / der er stort, lydt og hvidt, / staar Hjulsporets Vægge / som hugget i Granit. / Men et skred i Muld, en Syngen, / en bevægende og blind, / er begyndt, og noget strømmer / og vil ud, og vil ind, / og mit Hjerte, der tav / som en syg mand i sin Stol, / staar vendt igen mod Solen – / mod den hellige Sol” (Fra ”Krigere uden Vaaben”). Det er typisk, at forårets komme ikke blot bliver udmalet i al sin sanselighed. Det bliver et skæbneomslag og solen en helbredende instans, der atter giver hjertet mæle, og lader den syge vende sig mod livet igen. Hjertet der ikke længere er tavst, akkompagneres af smeltevandet, der lader hjulsporernes granitvægge styrte sammen og som en blind føler sig frem, mens det som selve lyden af forår pibler frem gennem landskabet. Billedet er helt konkret, og Morten Nielsen foretrak generelt at skrive om tingene, som de var. Om billedsproget skriver litterat, Peter Christensen: ”Klassiske symboler og metaforer har trange kår i hans digtning, som heller ikke er præget af modernismens ironiske omgang med metaforer. Morten Nielsen er ikke skeptisk over for metaforer. Han anvender dem bare sjældent. Undtagelsesvis anvender han helt konventionelt genitivmetaforer som ”dit Hjertes konkylje,” og han foretrækker antropormorfismen, overførslen af menneskelige egenskaber til natur og omverden, som trope frem for den sammenlignende metafor” (Peter Christensen: ”Morten Nielsen” i ”Danske digtere i det 20. århundrede”, Side 18). Frem for at lade sine digte være symboltunge malerier, stræber Morten Nielsen efter at gøre dem til musikalske læseoplevelser. Han arbejder med metrum og rim, og klangligheden er det mest gennemgående træk i hans digte
Morten Nielsen havde de elementære temaer, liv og død tæt inde på kroppen, og han skriver i et af sine mest kendte digte ”Vi sender Dansemusik om Natten” fra ”Krigere uden Vaaben”: ”Jeg er Cigarettens Glød / og Jazzmusikkens Rytme, / Hurtig let, men med en Underklang / af Død.” Disse linjer betegner ganske godt Morten Nielsens digtning, omend det ville være en overdrivelse at kalde den decideret let. I hvert fald når man ser på de tunge tematikker. Men ved sin musikalitet og sit klare umiddelbare sprog kan den dog rent stilistisk siges at stå i kontrast til for eksempel flere af de senere Heretica-digteres mere symboltunge behandling af livets eksistentialer. Hvor deres digte kræver tid til fordybelse i forståelsen af de sproglige billeder, indbyder Morten Nielsens snarere til fortabelse i versenes musikalitet og billedernes direkte forbindelse til konkrete livssituationer. På denne vis er jazzmusikkens rytme og cigarettens glød sigende billeder på Morten Nielsens digte. De glider ubesværet afsted. Men under deres ubesværede fremadskriden fortærer de som cigaretten konstant sig selv og bevæger sig frem mod deres egen slutning og dermed død. Derved fremmaner de den følelse af uafvendelig undergang, som ligger i tiden omkring anden verdenskrig, og som til hver en tid er det eneste sikre, der kan siges om alle menneskers liv. Vi skal dø. Heri ligger et af tyngdepunkterne i Morten Nielsens digtning.