Beslægtede forfatterskaber

Sammen med landsmanden Jens Lapidus er Anders de la Motte en af de få, som har lagt perspektivet om på den anden side af loven og følger forbryderen. Det ser vi i forfatterens første trilogi. I modsætning til Lapidus er han ikke hårdkogt, men elegant, fræk og humoristisk. Hans nærmeste slægtninge ligger måske uden for Norden. “Det store togrøveri” af Michael Chrichton og Peter O'Donnels Modesty Blaise-fortællinger er kaperfortællinger. “The Thomas Crown Affair”, “Oceans Eleven”, “The Usual Suspects” er kaperfilm.

Den ironisk distancerede skildring af den kollapsede middelklasse genfinder man i en helt anden genre hos canadiske Douglas Coupland, der også er citeret flere steder i de la Mottes debutroman “[geim]”.

Bogens originale arbejde med sproget har klassiske sidestykker i værker som Anthony Burgess' “A Clockwork Orange” og Ridley Scotts “Blade Runner” (efter Philip K. Dicks roman “Do Androids Dream of Slectric Sheep?”).

I øvrigt citeres der vidt og bredt fra populærkulturens store klassikere; HP's flugt fra en flyver hen over en mark er et dramatisk højdepunkt og en tydelig hilsen til Alfred Hitchcocks klassiker “North by Northwest”.

I Skånekvartetten er både tone og sprog anderledes end i forfatterens tidlige bøger. Her læner han sig (uden at læne sig for meget) op af mere traditionelle krimiværker. Blot det at udsende en serie med titelreference til en svensk udørk er set før, for eksempel hos Johan Theorin. Første bind i hans Ølandskvartet, ”Skumtimmen” (”Skumringstimen”, 2008) omhandler sågar en dreng, der forsvinder sporløst, og en mor, der tyve år senere vender tilbage til barndomsøen for at forfølge nye spor. Både Theorin og de la Motte er ferme til at beskrive både miljø og landskabet i de fortættede svenske minisamfund, men så holder ligheden også op. Hvor Theorins fortælling rummer spøgelseshistorier og folklore, så er de la Mottes ren psykologisk realisme.

Også i den danske forfatter Lone Theils nylige krimi ”Savnet” (2019) forsvinder en ung pige sporløst under en juletur med familien til Hjerl Hede. Bogen er første bind i krimiserien Hjemvendt, der foregår i Nordvestjylland, hvor forfatteren selv er født og opvokset – og ligesom de to svenske forfattere leverer hun troværdige og detaljerede miljøbeskrivelser.