“Hun er vores Tjekhov, og hun vil overleve de fleste af sine samtidige,” har forfatteren Cynthia Ozick sagt om Alice Munro, og det er ikke den eneste gang, Munro er blevet sammenlignet med den store, russiske forfatter. Ligesom Tjekhov har Munro en imponerende psykologisk indsigt, der skinner igennem hendes sanselige menneskeskildringer, og ligesom ham er hun igennem hele sit forfatterskab optaget af temaer som tid og erindring. De to forfattere har også det til fælles, at deres historier udspiller sig i små landsbysamfund og fortælles i et underspillet og halvtørt toneleje, hvor store, livsomstyrtende erkendelser når frem til deres hovedpersoner på ganske udramatisk vis.
Det er også oplagt at sammenligne Munro med amerikanske William Faulkner og Flannery O'Connor, som Munro selv nævner som inspirationskilder, og som på samme måde skriver personer frem, der står i kontrast til reaktionære og konservative omgivelser i USAs sydstater.
Med sin kærlige og dog distancerede og småironiske behandling af nordamerikanske presbyterianske småsamfund fra midten af sidste århundrede minder Munro også en smule om den amerikanske forfatter til “Gilead”, “Hjem” og senest ”Lila”, Marylinne Robinson. Begge forfattere er mestre i at dissekere et menneskes længsler, men gøre det på en subtil måde, der er mere optaget af at ramme et menneskeliv ind på en troværdig og realistisk måde, end med postmoderne kontekstualitet eller sproglige eksperimenter.
Af danske, litterære halvsøstre, kan man nævne en forfatter som Ida Jessen, der også har oversat Munros seneste værker til dansk. Begge forfattere skriver sanseligt og fortroligt om kvinder, som, trods karakterernes nuancering og spændvidde, altid bibeholder noget usagt og gådefuldt.