Haruki Murakamis roman ”Dansu Dansu Dansu” fra 1988 (”Dans dans dans”, 1999) er en selvstændig fortsættelse af ”En vild fårejagt”. Igen er den navnløse jeg-fortæller centrum for begivenhederne. Han har siden hændelserne i ”En vild fårejagt” ernæret sig som freelancejournalist, og han betegner selv sine opgaver således: ”halvdelen af det, jeg skrev, var meningsløst og ikke til den ringeste gavn for nogen som helst.” (s. 17). Han lever atter i trist ensomhed, og selv hans kat er død. Alt ændrer sig dog, da han drages mod Hotel Delfin, det hotel i Hokkaido, som han boede på tidligere. Da han var der sidst, var hotellet undseligt, kedsommeligt, gråt og trist. Da han vender tilbage, er det omdannet til en seksogtyve etagers ”Bauhaus-Modern-Art-Decosymfoni af glas og stål”.
29662185
Hovedpersonen er mildest talt lamslået over forvandlingen, men bag hotellets overflade er intet, som det giver sig ud for. Hotellet viser sig at være en art knudepunkt for parallelle virkeligheder. I en af disse støder hovedpersonen atter på det mystiske fåremenneske, der kommer med følgende opfordring: ”Du må danse”. Og det gør jeg-fortælleren så. Han danser sig igennem alle de absurde intriger, der følger, i form af myrdede callgirls, smukke gådefulde kvinder, en enarmet digter og mødet med en 13-årig forsømt pige, som hovedpersonen tager sig platonisk kærligt af.
Undervejs i dansen gennem intrigerne plages fortælleren af en følelse af uvirkelighed, og han har ofte fornemmelsen af ikke at kunne skelne mellem virkelighed og illusion. Tilsvarende bliver det sværere og sværere som læser at skelne, hvornår man befinder sig i hovedpersonens mentale rum, og hvornår man er udenfor i det geografiske rum, som han bevæger sig rundt i. For at finde hoved og hale på det hele må såvel hovedkarakteren som læseren tilbage til det oprindelige Hotel Delfin, som er knudepunktet, hvor alle forbindelser krydses.
Murakami tegner i ”Dans dans dans” et billede af et senkapitalistisk og kynisk Japan, der er gennemsyret af økonomiske netværksstrukturer, og hvor modstand mod systemet ikke længere er muligt. Systemet skildres som så altomfattende, at det ikke kan lade sig gøre at etablere en position udenfor. Den eneste alternative mulighed er at oprette sine egne, mere humane forbindelser inden for systemets rammer, som når hovedpersonen tager sig af den forsømte 13-årige pige.