Genrer og tematikker

I grove træk deler Haruki Murakamis romaner sig i to lejre. På den ene side er der kærlighedshistorierne som ”Sputnik min elskede”, ”Norwegian Wood” og ”Sønden for grænsen og vesten for solen”. På den anden side er der de fantastiske fabler som ”En vild fårejagt” og ”Dans dans dans”. Og så er der fortællingerne, der placerer sig midt imellem såsom ”Trækopfuglens krønike” og ”Kafka på stranden”. Alle har dog det tilfælles, at hovedpersonen er en mandlig, detektivisk karakter, der via en kvindes indblanding sendes på jagt efter at forstå sit eget sind bedre. I ”1Q84” bryder Murakami traditionen med mandlige jegfortællere og tildeler både Aomame og Tengo de centrale roller.

Murakamis romaner er en rejse i såvel Japans historie som i det sjælelige liv. Han forholder sig bredt til den japanske historie, til krigens væsen, til fascismen samt 1960’ernes og 70’ernes fællesskabsideologi såvel som til 80’ernes og senkapitalismens grundvilkår. De historiske beskrivelser og de ideologiske kommentarer ligger som en underliggende klang i romanernes plot, mens beskrivelserne af hovedpersonernes indre liv bærer romanerne igennem. Undersøgelserne og beskrivelserne af sjælelivet kontrasterer beskrivelserne af det systematiserede, kapitalistiske samfund og gør, at bøgerne taler direkte til hjertet.

Personligheden er skrøbelig i Murakamis univers, og konstant kredses der om hændelser, der kan føre til tab af identitet, spaltning af personlighed samt omvæltning eller omstyrtelse af et menneskes liv. Over for skrøbeligheden står fællesskabet og de nære relationer. Et af Murakamis grundlæggende temaer er således, at på trods af ensomheden er vi alle forbundne. Ligeledes er kærligheden og lidenskaben i Murakamis romaner så stærk, at den kan udradere såvel personligheden som livet – eller omvendt lade personerne synke ned i sig selv.

Murakamis romaner balancerer mellem en vestlig og en japansk litterær tradition. På den måde er de i opposition til hans forældre, som begge underviste i traditionel japansk litteratur. Japanske, kritikere fremhæver endog romanerne som ikke-japanske. Dertil siger Murakami: ”Holdningen til at mine romaner ikke er rigtig japanske forekommer mig at være meget vage. Jeg betragter bestemt mig selv som en japansk forfatter. Jeg skriver med en anden stil og måske med et andet materiale, men jeg skriver på japansk, og jeg skriver for det japanske samfund og det japanske folk. Jeg synes, folk tager fejl, når de siger, at min stil hovedsageligt er influeret af den vestlige litteratur. Som jeg lige sagde, i første omgang ønskede jeg at blive en international forfatter, men med tiden indså jeg, at jeg ikke var andet end en japansk forfatter. Men selv i begyndelsen handlede det ikke kun om at låne vestlig stil og love. Jeg ønskede at ændre japansk litteratur indefra, ikke udefra. Så i bund og grund fandt jeg på mine egne regler.” (Sinda Gregory, Toshifumi Miyawaki og Larry MaCaffery: It Don’t Mean a Thing, If It Ain’t Got that Swing: An Interview with Haruki Murakami. Center for Book Culture.org).

Murakami har tidligere udtalt at han havde en ambition om at nedbryde den isolation, japanerne traditionelt har værnet om, og åbne op mod verden. Bevægelsen er lykkedes fint for Murakami, idet hans bøger både er særdeles populære blandt unge japanske læsere og har fået en bred læserskare, der rækker langt ud over Japans grænser.