Vladimir Nabokov er både blevet hyldet og beskyldt for at være en stor æstetiker. Han er blevet kritiseret for at nedprioritere sine historier til fordel for den æstetiske udformning. Nabokov har bestemt kælet for sproget, men det betyder ikke, at hans historier er simple. En roman som “Lolita” har et højst kompliceret indre forløb, måske ikke i den umiddelbare historielinje, men mere subtilt. Romanen er fyldt med små hentydninger, gåder, spor, ordspil, vittigheder og lignende, som den opmærksomme (og stakkels) læser kan blive helt forvirret af. Der leges med karakterernes identitet og med fortællerens troværdighed.
Et andet element, der komplicerer læsningen, er forfatterens store brug af ironi. Ironien gennemsyrer de fleste af hans romaner på både historieplanet (karaktererne imellem) og på et metaniveau. På metaniveauet sætter ironien spørgsmålstegn ved romanen som fiktion. Nabokovs romaner er fyldt med kommentarer, der nedbryder fiktionen, eksempelvis i “Latter i mørket” og ”Bleg ild”.
De fleste af Nabokovs romaner er skrevet ind i en rammefortælling, der igen komplicerer historiens forhold til læseren, idet rammefortællingen også gør opmærksom på, at der er tale om en konstruktion, om fiktion.
Et gennemgående tema i Nabokovs forfatterskab er den fædrelandsløse emigrant, der er på odysse gennem den vestlige verden og af nød forsøger at skabe sig nye tilværelser med større og oftest mindre succes.
Et andet tema, sat på spidsen i pædofiliromanen ”Lolita”, er forbudt kærlighed, der gemmer sig for samfundets tabuisering. Nabokov beskriver kampen mellem det rationelle og den hedonistiske, sansemættede hengivelse til skønheden. Den forelskede Humbert overgiver sig fuldstændig til den forførende Lolita og opgiver derved sin sidste rest af rationalitet og respektabilitet. Men selvom det er en lystfuld kærlighedshungren, som romanen beskriver, er det ikke en erotisk roman i kødelig forstand. Den er mere erotisk i en intellektuel forstand.