Typisk for en berejst herre som Naipaul åbnede hans litterære universer sig efterhånden mod verden. Samlingen “In a Free State” fra 1971 (“Fri og uafhængig”, 1973) består af tre noveller og to rejsebeskrivelser fra en af Naipauls Mellemøstenture. Hovedpersonerne er henholdsvis en indisk tjener i USA, en vestinder i England, og en englænder i en Afrikansk stat præget af revolution. Personerne har således alle tilknytning til en tidligere koloni.
Fælles for fortællingerne er desuden, at de har det at rejse som central metafor. Alle karaktererne har rykket teltpælene op og er flyttet til nye egne, og alle søger de friheden. Hvilken form for frihed, der er tale om, bliver dog aldrig ordentligt defineret, og alle karaktererne fejler da også i forsøget på at finde et sted, hvor de hører til. Det er som om, personerne er fanget i fortiden, og selv om alle de tidligere kolonier nu er frie, selvstændige stater, så er de stadig dominerede af fortiden og af stærkere nationer. Splittelsen mellem den indfødte kultur og den vestlige arv er udtalt, og hvert forsøg på at skabe helhed ud fra de forskellige kulturelle fragtmenter ender i misforståelser og endog i større rodløshed.
Det er frihed for såvel individet som for den dekoloniserede verden, der spinder sig gennem fortællingerne som en rød tråd. Titlen på novellesamlingen omfavner det dilemma, personerne møder, for hvor er “den frie stat”? Tilsyneladende ingen steder! Ved at lade fortællingerne udfolde sig på forskellige geografiske lokaliteter og ved, at karaktererne har forskellig kulturel baggrund, viser Naipaul, at rodløsheden er et universelt fænomen.