Forfatterskabets væsentligste tema er postkolonialisme, og alle fortællingerne undersøger på forskellig vis den tilhørende fremmedfølelse. Det er immigrantens vilkår, der ved hjælp af rejseperspektivet iscenesættes og undersøges på ny vis igen og igen. Evnen til at navigere mellem forskellige kulturelle sfærer fremstår både som en splittelse og som en berigelse for de litterære karakterer. Det nye kan give et udvidet perspektiv på verden og livet, men det er samtidig kilde til frustration. Fortællingerne udspiller sig i denne dobbelthed mellem fortrolighed og distance.
Naipauls litterære produktion fungerer i vid udstrækning som spejl på hans egen situation. Forfatteren Naipaul forsøger at genskabe historien og at finde identitetsmæssig sandhed via skriften, og det samme gør adskillige af hans litterære karakterer. Naipaul søger at opnå forståelse ved at rejse rundt i verden og ved at analysere på og forholde sig til konkrete begivenheder, og det samme gør mange af karaktererne i fiktionen. Både for Naipaul og for hans karakterer handler det således om at skabe sammenhænge og at opnå forståelse. Alligevel er det væsentligt at holde fast i, at fiktionen har sit eget fantastiske fantasifulde liv; at uanset, at verden donerer inspiration til Naipaul, så har fiktionen kun overfladiske ligheder med virkeligheden.