Flagermusmanden og Kakelakkerne

Jo Nesbøs debutroman “Flaggermusmannen”, som udkom i 1997 (“Flagermusmanden”, 2000), tager læseren på en medrivende rejse gennem Australien med stop i Sydneys ’red light district’, Kings Cross, støvede flækker i provinsen og den rige aboriginale mytologi. Nesbø viser fra start af sans for den hårdkogte kriminalgenre med et højt spændingsniveau, et korrumperet persongalleri, nogle velsmurte dialoger og en velkonstrueret antihelt ved navn Harry Hole. Harry er fordrukken, kvindebedårende, traumatiseret, kontrær, notorisk antiautoritær og en naturlig darling hos anmelderne fra den dag, bogen udkommer.

52487226

Nesbø selv kunne ikke få den gode modtagelse til at stemme med den tid, han havde brugt på at skrive bogen; “det havde jo været så let”, som han bemærker og forholdt sig skeptisk. Da han modtog Rivertonprisen i 1998 (prisen for den bedste kriminalroman i Norge), satte han sig til at gennemgå de krimiudgivelser, der havde været det år, og fandt frem til, at bedømmelsesudvalget ikke havde haft andre valg: Når man så bort fra alle, der havde fået prisen tidligere, eller havde fået dårlige anmeldelser, var der ikke andre tilbage end ham selv.

Da han kort efter fik Glasnøglen, som er prisen for den bedste nordiske krimi, besluttede han sig for bare at slappe af og nyde det. På det tidspunkt havde han allerede overført skabelonen fra “Flagermusmanden” til sin næste roman.

I “Kakerlakkene” fra 1998 (“Kakerlakkerne”, 2001) sender myndighederne i Norge Harry til Bangkok for at lægge låg på en skandale, der begynder, da den norske ambassadør bliver myrdet af en prostitueret med speciale i at klæde sig ud som den amerikanske kunstskøjteløber Tonya Harding. Harry bevæger sig ind på en varm, fugtig, farvestrålende og stinkende scene fyldt med klamme sexturister, hensynsløse lejemordere, korrupte politikere, kyniske forretningsfolk og uigennemskuelige intriger. Historien vil nok aldrig få en pris fra det thailandske turistråd, men anmeldelserne var endnu engang med Nesbø, som med “Kakerlakkerne” havde bevist, at “Flagermusmanden” ikke var et ’one hit wonder’.