Indledningen til “Marekors” fra 2004 (“Marekors”, 2005) er original. Den beskriver vandets vej fra et badeværelse i en gammel etagebygning i Oslo ind over soveværelsesgulvet ned gennem en revne hen over og ned gennem loftet i små dryp, som lander i en gryde med kogte kartofler i Vibeke Knutzons køkken og koagulerer, hvad vand jo normalt ikke gør. Der hvor vandet kommer fra, ligger det første offer for en syg morder, som klipper en finger af sine ofre og signerer sine forbrydelser med et hedensk symbol, et marekors. Morderen sender fingeren til politiet, som ikke er begejstret.
52468280
Det er steghed sommer med tropetemperaturer, man er underbemandet og nødt til at trække Harry op af rendestenen, hvor han ellers har lagt sig godt til rette i forbitrelse over, at hans vidne mod Tom Waaler er forsvundet. Man mangler bare at sende hans fyreseddel, som er underskrevet, videre i systemet for at være af med ham.
Nu bliver den midlertidigt placeret i en skrivebordsskuffe og en abstinensplaget Harry begynder at se på sagen. Det kommer der selvfølgelig en masse godt ud af – og en hel del skidt for dem, som ikke kan lide at blive trådt over tæerne af den grovkornede efterforsker. Harry opdager, skarp som han er, at der er noget med tallet fem.
Et marekors er en femtakket stjerne, og der er fem fingre på en hånd, og efterhånden haler han ind på morderen. En af de helt store fornøjelser ved historien er, at jorden endelig begynder at brænde lidt under den ulidelige Tom Waaler, som læserne efterhånden er ved at være lige så træt af som Harry, selv om vidnet er gået under jorden. “Marekors” forvandlede Nesbø fra et eksotisk eksempel på skandinavisk krimilitteratur til en international bestseller.