Frelseren

Citat
“Er det idealistisk drabsefterforskning, du bedriver, Hole?” “Både og. Man skal jo leve.” Hun smilede kort. “Så er der ikke den store forskel på dig og mig, vel?” “Det tvivler jeg på.” “Jaså? Hvis jeg ikke tager fejl, håber du ligesom jeg, at du kun pågriber dem, der fortjener det, ikke sandt?” “Det siger sig selv.” “Men sådan er det ikke helt, er det vel?""
“Frelseren”, s. 346.

“Frelseren” fra 2005 (“Frelseren”, 2006) starter i fortiden. Nærmere betegnet i 1991 på Frelsens Hærs sommerlejr, hvor en ung kristen pige udsættes for en voldtægt, der får konsekvenser for resten af historien.

Tilbage i nutiden er Harry Hole næsten blevet ædru, og Rakel har forladt ham. Det er op til jul, og Oslo har de koldeste temperaturer i 24 år, da en kroatisk lejemorder ødelægger den gode julestemning på Egertorget ved at skyde en ung mand fra Frelsens Hær ned. På trods af, at historien udspiller sig på blot ti dage, får læseren en rundtur i Oslos sociale top og bund; narkomaner, milliardærer og kristne, krydret med et par mord eller tre-fire stykker og en lejemorder, der tilsyneladende kun har et kendetegn: et rødt halstørklæde. Og hvad laver et øjeæble i en støvsugerpose?

52444330

Lejemorderen, kendt som Den Lille Frelser, har en ret utrolig, personlig historie; blev som dreng kendt for sin nådesløse bombesprængning af serbernes kampvogne under Balkankrigene. Uheldet er imidlertid med lejemorderen, for dette mord skulle have været hans sidste job, hvorefter han ville tage det næste fly hjem til Zagreb. Men vintervejret griber – ligesom fortiden – ind i historiens gang, da en snestorm effektivt lukker lufthavnstrafikken. Og så kan menneskejagten begynde.

Harry Hole får dog tid til at gå på druk og når også et par affærer under sin intense jagt på lejemorderen. Han får sig desuden en ny boss, der virker knapt så imponeret over hans CV inden for politiet. Frelsens Hær spiller en central rolle i romanen, og den kristne organisations skyggesider leverer et perfekt setup til krimien.

Mord på mord og massevis af mistænkelige personer træder ind i historiens rampelys, hver med deres mulige motiv for at hyre en lejemorder, eller en rolle at spille i plottet, som ikke er, hvad det ved første øjekast giver sig ud for. Plottet udvikler sig i en hæsblæsende fart og spændingen holder ved hele vejen igennem.

Harrys anarkistiske personlighed får ham til at træffe nogle valg, som måske ikke er retfærdige lige præcis i lovens forstand, men som blandt andet gør, at han kan holde et løfte over for en gammel, kroatisk kvinde.

Anmelderne var lige så begejstrede for “Frelseren”, som de plejer at være for Harry Hole-bøgerne. Kristendommen tages under såkaldt 'kærlig' behandling, og bogen formår at provokere læseren til at tage en diskussion med sig selv om ens egne moralske automatreaktioner.