I “Snømannen” fra 2007 (“Snemanden”, 2007) fører Jo Nesbø sit publikum dybt ind i Oslos anatomi og psykologi med en perspektiverende afstikker ind i kvantefysikken – intet mindre. Centralt står en lille gruppe fremadstormende mænd i deres bedste alder med magtfulde stillinger og hjem på fashionable Aker Brygge og Bygdøy i Oslo. Holes elskede Rakel findes i udkanten af gruppen gennem sit forhold til anatomilægen Mathias. Hykleri, selvtilstrækkelighed og neoliberalisme er fremtrædende og mere og mere indlysende temaer, efterhånden som efterforskningen skrider frem.
53790526
Noget så sjældent i de nordiske lande som en seriemorder er løs. I “Snemanden” viser statistikkerne over forsvundne personer, at der inden for de sidste ti år mangler lidt flere kvinder end normalt, både set i forhold til de foregående årtier og i sammenligning med Danmark og Sverige, og så har man jo en solid indikation på, at der er et eller andet helt galt. Harry Hole opdager det, da hustruen til en professor i fysik forsvinder, og får samtidig øje på noget, som kan være seriemorderens signatur. Vi skal ikke afsløre hvad, men hvis du ser nogen sidde med bogen, så lad være med at lave en snemand foran deres vinduer. Det er pisseuhyggeligt. Som Politikens anmelder Bo Tao Michaëlis kvikt formulerede det: “Nesbø tager på egen måde sålunde atter hævn over Norges 400-års nat under Dannebrog ved at give sine fladpandede søskende nede på lavlandet søvnløse nætter. Det skal han være velkommen til. Så vi mødes nok en anden gang på Oslobåden med kvinder i skrigende silke og seje mænd med smil af is, mens kaptajn Nesbø sejler os ind en eller anden norsk fjord noir.” (Bo Tao Michaëlis: Snemanden kommer!. Politiken, 2007-09-27).
Efterforskningen fører Harry tættere og tættere på de mænd, som Rakel er forbundet med gennem sin forlovelse med anatomilægen. Spændingen stiger. I hvert fald til et vist punkt. Hvis der var torne i de anmelderroser, som pressen smed efter Nesbø, var det afslutningen, hvor alt skulle gå op og ende lykkeligt.