I dokumentarfilmen ”Sporene gror ud af ord” fortæller Jóanes Nielsen på dækket af en fiskerbåd, at hans lange arbejdsliv med hårdt fysisk arbejde hver dag har præget ham som digter og forfatter. Han er ganske enkelt ikke sikker på, at digteren Jóanes Nielsen havde eksisteret, hvis han havde taget en akademisk uddannelse: “[…] det billedsprog, der er karakteristisk for mine digte, tror jeg i høj grad er præget af miljøer som det her” (fra filmen “Sporene gror ud af ord”).
Den amerikanske forfatter Herman Melville, der blandt andet er kendt for ”Moby-Dick” var heller ikke nogen skolet mand, da han drog til søs, men udtalte at havet havde været hans Harvard og Yale. Noget lignende tør siges at gælde for Jóanes Nielsen. Men hvor Melville omdannede sine ture med blandt andet hvalfangerskibe til fantasifulde romancer med et metafysisk sigte, er Jóanes Nielsens forfatterskab karakteriseret ved sin jordbundethed og nøgterne og dermed ofte “grimme” skildring af livet. Hvor Jóanes Nielsens landsmand og forbillede William Heinesen ligesom Herman Melville havde en tendens til romantisering eller i hvert fald æstetisering af det hårde liv, serverer Nielsen det råt for usødet. Vide horisonter, skumsprøjt, knofedt, skedesekret, selvmord, sindssyge og incest optræder side om side.
Men når man er færing, er den jordbundne og realistiske skildring ikke nødvendigvis ensbetydende med, at der ikke også er levnet plads til en sjat overtro. Den forbandede slægt og forbandelsens kraft er ligefrem et hovedmotiv i romanerne ”Brahmadellerne” og ”Bolsjehjerte”. Den dimension af livet fortæller Jóanes Nielsen om i en anekdote fra sin ungdom på havet: ”Der var en ombord, som alle var bange for. Han var af troldomsæt. Hans bedstemor var navnkundig troldkvinde. Selvom jeg ikke tror på den slags nu, så tør jeg stadig ikke nævne hendes navn. […] hun er død for længst, og han er også død, men alligevel har jeg en eller anden respekt for det, man ikke kan finde et navn for, og for den okkulte sammenhæng. Hvordan ting, man ikke kan sætte ord på, hvordan de kan ødelægge en person.” (fra filmen ”Sporene gror ud af ord”).
Jóanes Nielsens kontante opgør med æstetiseringen af livet kommer også til udtryk i digtenes rytmik og troper. Metrum er slet ikke et tema, og billedsproget er ikke betegnet ved metaforiske omskrivninger og forskønnelser. Det der sker i livet skal ses, og ingen tvivl skal være mulig. Livet er kort og brutalt. Der er ikke tid til misforståelser:
“Jeg ville bare besøge dig, / begge dine øjne, / munden og brysterne / og høre din ucensurerede latter. / Jeg ville bare sige, at jeg elsker dig. / Også dit agterspejl / bredt, vildt og lykkeligt. / Og begge dine knæ. / Jeg ville bare kysse tæerne, / alle sammen. / Og skulle noget ske mig, / kære, så husk: / Jeg ville besøge dig lige inden (“Brev” fra “Sting”).
Andre steder er det meget tilgængelige erstattet af surrealistiske motivsammenstillinger. Udgangspunktet i det konkrete og den kontante tone er dog den samme, og selv om betydningen nogle steder ikke lader sig gribe uden videre, skinner holdningen og livskraften dog tydeligt igennem.