Beslægtede forfatterskaber

Når man vælger at tage gevaldige svømmetag i væsensforskellige genrer og udtryksformer, så vil de kunstneriske slægtninge også placere sig i forskellige retninger. Med Niemis sceniske fornemmelse, mest karakteristisk i “Populærmusik fra Vittula”, er det nærliggende at sammenligne med landsmanden Lasse Hallströms ungdommelige og eksistentielle landsbyportræt i filmen “Mit liv som hund”. Andre steder, især i karaktertegningen – og karikaturtegningen! – af bizart forknyttede finske træmænd, kan man skimte den finske filminstruktør Aki Kaurismäkis galgenhumoristiske situationsfornemmelse i horisonten.

Litterært er forfatteren både en påhitsom original og enspænder samtidig med, at andre forfattere leger skjul under tekstens overflade. Original er Niemi først og fremmest på grund af sin appellerende sprogfornemmelse, og fordi han nænsomt artikulerer den ejendommelige finlandssvenske identitet i Sveriges absolutte periferi. Ikke desto mindre kan man spore andre nordiske slægtninge som norske Erlend Loe og danske Jens Blendstrup, som begge besidder en forfinet fornemmelse for sære burleske situationer og rablende sproglige grænsetilfælde.

Niemis beskrivelser af nervøs ungdom sender desuden hilsner til bl.a. Dennis Jürgensens ”Kærlighed ved første hik”. Det er dog ikke mindst Bjarne Reuters socialrealistiske skildringer af forstadsbørn i ”Busters verden” og ”Zappa”, der viser klare paralleller til Niemis udkants-unge. Buster fra Brønshøj og Matti fra Vittula kæmper den samme kamp for synlighed i det lokale hierarki, med en stribe pinligt lattervækkende optrin til følge, mens de potentielle skæbnesvangre konsekvenser af et utilpasset teenagesind illustreres effektivt i både ”Zappa” og ”Skyd appelsinen”.

I “Manden der døde som en laks” nævner en biperson henslængt krimiforfatteren Raymond Chandler, og sammenligningen med kriminallitteraturens foregangsmænd som netop Chandler og Dashiell Hammett synes også oplagt – og tilsigtet - i den sammenhæng. Men hvor de nævnte forfattere følger detektivromanens vanlige plotstruktur, så eksperimenterer Niemi med genren ved at tilføje den en større eksistentiel rækkevidde og identitetsproblematik, end den mere traditionelle kriminalroman sædvanligvis tillader det.

Hos argentinske Jorge Luis Borges findes ikke blot den samme leg med magiske, overnaturlige passager som hos Niemi, men også en fascination af det groteske og surreelle.

Mikael Niemis inspiration til det overnaturlige skal nok findes i hans samiske rødder, hvilket han selv har understreget i et interview i Politiken: “Det er blandt andet derfor, jeg har de overnaturlige spor i mine bøger – de stammer fra samerne. Man kalder det magisk realisme, og tror det kommer fra Sydamerika, men det kommer lige så meget fra samisk og tornedalsk kultur. Det overnaturlige ligger lige under overfladen. I fortællingerne og i hverdagen.” (Tina Maria Winther: “Det er en oplevelse at blive puffet til”. Politiken, 2008-02-02). Ligesom en række sydamerikanske forfattere bruger det overnaturlige arvegods som en væsentlig signatur i deres forfatterskaber, bruger Niemi sin kulturs egen mytologi til at skabe en nordisk egenart.

Med nordisk fortegn kan Niemis seneste roman minde tematisk og stemningsmæssigt om Cormac McCarthy’s ”The Road”. Her udstilles menneskets kyniske overlevelseskamp i et post-apokalyptisk USA, men undtagelsestilstandens kaotiske dække og værdirelativistiske lovløshed er ens i begge værker.

De mørke karaktertegninger, som i stigende grad præger Niemis værker, giver desuden klare associationer til den ubarmhjertighed og egoisme, som Fjodor Dostojevskij måske mere end nogen anden har gjort til sit litterære varemærke, ikke mindst i ”Idioten”.