Den tredje bog i Nors’ forfatterskab er romanen “Ann Lie” fra 2005. Den handler om den 19-årige 3.g’er Ann Lie, som bor i en jysk provinsby sammen med sin far, der er tandlæge, og sin fire år ældre bror Simon. Moderen er død af et hul i hjertet. Ann Lie er meget alene, for Simon er hele tiden sammen med kæresten Sukie, og faderen er altid træt og mere eller mindre fraværende. Ann Lies eneste selskab er katten Acid og klassekammeraten Benjamin, som hun går i byen med og snakker med om deres fælles store helt, Brett Anderson fra rock-bandet Suede. Venskabet sættes tit på prøve af Ann Lies humørsvingninger og ambivalente følelser over for Benjamin. Da hun i en brandert får lovet Benjamin at tage med ham til London, men næste dag trækker løftet tilbage, får Benjamin nok. Han lægger Ann Lie på is og bekræfter hende dermed i, at hun er sådan en, som folk støder fra sig, sådan en som folk skrider fra – ligesom hendes mor gjorde. Ann Lie ryger længere og længere ned i et sort hul, hvorfra det synes umuligt at komme op. Men måske er der en udvej, og måske er Benjamin ikke så håbløs alligevel.
25923162
“Ann Lie” er en ungdomsroman, der handler om en ung kvindes sorg over at have mistet sin mor. Selvom Ann Lie ikke direkte fortæller om sorgen, kan den tydeligt mærkes gennem de sarkastiske bemærkninger og den store smerte med hvilken, hun beskriver minder om moderen. Ann Lies ‘almene’ teenagekvaler som utilfredshed med sit udseende, identitetsforvirring og ugidelighed bliver yderlige forstærket af, at hun har mistet sin mor og ikke længere har nogen kvindelig rollemodel. Manglen på en kvinde at spejle sig i, blandet med nysgerrighed og apati, giver sig udslag i, at Ann Lie i dagevis pjækker fra skole og sætter sig uden for den ur- og smykkeforretning, som Benjamins mor arbejder i. Her sidder Ann Lie dag ud og dag ind og drikker cola, mens hun iagttager Benjamins mor og forsøger at regne ud, hvordan hun er.
Ann Lies historie bliver fortalt til katten Acid. Det betyder, at hun kan tale rent ud af posen, fordi katten af gode grunde ikke kan fortælle noget videre. Historien er fortalt i datid i en blanding af minder og nutidig handling. Ind i mellem møder Ann Lie i fantasien Brett Anderson og filosoferer over livet og smerten sammen med ham. Romanen er en lang, usentimental monolog. Læseren får indblik i Ann Lies tanker, og det gør, at handlingen føles autentisk og nærværende. Især fordi sproget er let og ukompliceret, føles det som en rundvisning i Ann Lies hjerne – og hjerte. Sproget er fyldt med bandeord og slang, og tonen er rå, ligefrem og lidt ungdommeligt naiv. På trods af den unge tone, er Ann Lies budskab noget mere dystert: “Vi skal bare sørge for at trække vejret og få ordnet det, vi skal ordne, før vi en dag får opdrift. Indtil da er det med ikke at skrue forventningerne i vejret.”