“Digte 1803” afsluttes med et lille læsedrama, “Sanct Hansaften-Spil” , som i samtiden fik æren for Adam Oehlenschlägers helt store gennembrud. Et skuespil midt i en digtsamling er et sjældent syn, men placeringen af det her hænger nøje sammen med romantikkens opgør med den genremæssigt stive klassicisme. I romantikken må man blande genrer og former, som man vil. Også internt i stykket eksperimenterer Adam Oehlenschläger med formen og metrikken, og stykket er blevet kaldt et litteratur- og kulturpolitisk kampskrift for romantikken.
Den handlingsmæssige tråd skildrer en københavnsk borgerfamilies sommerudflugt til Dyrehavsbakken. Ved denne lejlighed får familiens unge plejedatter Maria mulighed for at se sin hemmelige elskede, den adelige Ludvig, alt imens Bakkens gøgl og løjer udspiller sig. De unge må ikke få hinanden, for de er fra forskellig stand, men til sidst sejrer kærligheden og ungdommen, og de elskende forenes i naturen i, hvad Oehlenschläger selv kalder “en erotisk alvorlig Natscene, der paa en egen Maade forbinder sig med det Hele.” (Oehlenschläger: Oehlenschlägers Levned. Første Deel, 1830-31, side 131). Den romantiske hovednerve er tydelig.
“Sanct Hansaften-Spil” er bygget op omkring en række modsætninger, og veksler kontinuerligt mellem det alvorsfulde og det lystige, mellem satire og naturromantik, mellem realisme og fantastisk mystik. Skuespillet strutter af ungdom, saft og kraft, og præsenterer flere satiriske spark til en lærd, selvglad og lidenskabsløs samtid. I en udgave af “Digte 1803” karakteriserer Povl Ingerslev-Jensen både hele gennembrudsbogen og stykket som en litterær, ungdommelig sensation: “Dens budskab er ungdommens majestætiske ret til anelser, illusioner og sværmeri (…) et univesalkunstværk, der indvier et stort århundrede og gør digterens navn uforgængeligt.” (Povl Ingerselv-Jensen: Indledning, 1979).