Så sandt som jeg er virkelig

Citat
”Jeg ser på mine fødder, jeg spekulerer på om dette er mig, hvad er det som er mig, hvor begynder jeg, hvor ender jeg, hænderne, er de mine? Ordene? Tankerne? Min egen stemme er langt væk...”
”Så sandt som jeg er virkelig”, s. 243.

I modsætning til den menneskelige afstand og fremmedgjorthed i ”Kærlighed” bliver det klaustrofobisk tæt og besnærende i efterfølgeren ”Like sant som jeg er virkelig” fra 1999 (Så sandt som jeg er virkelig”, 2007). I begge romaner beskrives et mor-barn-forhold, og i dette værk er synsvinklen placeret hos den unge, kristne psykologistuderende Johanne, der bor hjemme hos sin mor i Oslo. Jeg-fortælleren Johanne vågner en morgen og finder sig selv låst inde på sit værelse, og fra denne indespærrede position farer tanker og erindringer gennem hovedet på romanens hovedperson. To uger tidligere har Johanne indledt sit første kærlighedsforhold til kantinemedarbejderen Ivar, som har overtalt hende til at rejse med sig til USA. Johannes nye kæreste og forestående udenlandstur modtager langt fra morens anerkendelse, og i den karakteristiske Ørstavikske krydsklippende stil udfoldes et anstrengt, kvælende og magtfuldt forhold mellem mor og datter. Allerede fra romanens begyndelse anes en faretruende og forskruet fortrolighed, når de to kvinder upåvirket bryder ind i hinandens toiletbesøg og moren venindeagtigt spørger til Johannes sexliv.

26734436

Enhver mandlig indtrængen holdes på afstand, og kun en bortrejst bror og morens kortvarige, bizarre affærer nævnes. Den manipulerende mor kaster rundt med Johanne efter forgodtbefindende, og datteren plages ikke overraskende af skyld og evige samvittighedskvaler, mens hun forsøger at føre sit eget liv med studier, kammerater, forholdet til Gud og den naturlige løsrivelsesproces.

Fortællingen er meget koncentreret i sit udtryk, hvor symbolladede elementer som ekstrem kulde, kristendom og sexfantasier har stor betydning for Johannes tilværelse og i høj grad præger Ørstaviks ubehagelige historie, hvis uhygge netop øges i kraft af alt det, læseren ikke får at vide. Det er både den religiøse sprogbrug samt gengivelsen af de mindste iagttagelser, som langsomt afslører, hvor gruelig galt, det egentlig står til.

Ørstavik er tydeligvis optaget af, hvordan et barn meget let kan forsømmes og mærke sit eksistentielle fundament vakle og forsvinde under sig. Johanne famler efter et fast virkelighedsgreb og selvsikkert billede af sig selv. Det er en foruroligende skildring af en ung kvindes forgæves forsøg på at frigøre sig fra en undertrykkende moderfigur.