Den tid det tager

Citat
”Vi lå i dobbeltsengen på sygehuset (…) Ellen var vågen og klar, hun lå der mellem os og kiggede og da var det vi så smilehullerne. Jeg husker at jeg blev så utrolig glad for at hun havde dem, de var et synligt tegn på noget helt andet, noget der ikke kom fra Einar og ikke fra mig eller nogen af vores forældre. Jeg tror jeg håbede at det betød at det begyndte på ny, at livet faktisk kunne begynde på ny, at det var muligt at være helt uden mærke, uden spor. Så kom min mor på besøg og sagde at smilehullerne var efter min far.”
”Den tid det tager”, s. 7.

Julen er for mange en betændt begivenhed, der rusker op i konfliktfyldte familieforhold. Den betændte højtid slår tonen an i Hanne Ørstaviks roman ”Tiden det tager” fra 2000 (”Den tid det tager”, 2001), der i tilbageblik skildrer den 13-årige Signes liv og anstrengelser for at leve så fint, sandt og rigtigt i forsøget på at dække over sine forældres ulykkelige og tærende ægteskab. Langsomt afdækkes den barske sandhed om en idealiseret familieidyl. I rammehistorien møder læseren den voksne Signe, der sammen med kæresten Einar og den 4-årige datter Ellen netop har bosat sig på en gammel gård, hvor de for første gang skal holde jul alene. Et besøg fra Signes forældre og bror udløser en ubehagelig konfrontation med Signes barndom i det mørke nordnorske Finnmark i 1980'erne.

Gennem teenageren Signes sansninger, tanker, forelskelser og ihærdige anstrengelser for at behage og efterleve sin fars ideer og ønsker beskrives en families totale opløsning. Opgøret med den harmoniske, lykkelige familie belyses fra Signes synsvinkel, både som barn og som mor. Med en helt særlig indlevelse i den 13-årige Signes følelsesliv piller Ørstavik den tilsyneladende familieidyl fuldstændig fra hinanden. Det betændte familieliv med en voldelig, religiøs far og en tavs, passiv mor forsøges fremstillet ud fra teenagedatterens romantiserende bevidsthed.

Ørstavik har et særligt blik for typiske handlinger og dialog, som enhver familiepsykolog må misunde. Hun skriver i et imponerende følsomt og psykologisk-manipulerende sprog, der aldrig bliver sentimentalt, men forbliver køligt og præcist registrerende. Det specielle nordnorske klima, landskab og årstider underbygger og akkompagnerer det betændte familiedrama med den opfarende, gudfrygtige og udglattende psykolog-far – der under kvælende familiemøder forsøger at fastholde ideen om familien som stærk gruppeenhed – og den nervøse, kæderygende, forsømte og misfornøjede mor, der er paralyseret og ude af stand til at kommunikere med sine børn. Romanen afsluttes med et bemærkelsesværdigt vidnesbyrd for forældrenes ufattelige fortrængning af både egne og børnenes traumer. Den betændte relation mellem mor, far og barn er det tematiske udgangspunkt for Ørstaviks ”Den tid det tager”, som bearbejdes og viderefortolkes på ny i det følgende forfatterskab.