Da duerne forsvandt

Citat
”Vinden havde fejet blomsterne hen imod væggen, nu lå de ved musefælden. Jeg stirrede på dem. Det var Rosalie, der havde plukket dem, hendes fingre havde rørt mine for blot et øjeblik siden. Jeg skælvede som et tobaksblad, der hang til tørre, og svedte, som var mit hjerte lagt i en fermenteringstønde.”
”Da duerne forsvandt”, s. 75.

Sofi Oksanens ”Kun yyhkyset katosivat” fra 2012 (”Da duerne forsvandt”, 2013) er den tredje af fire planlagte romaner om Estlands historie under og efter Anden Verdenskrig. Som i de to foregående romaner ”Stalins køer” og ”Renselse” lader Sofi Oksanen historien udspille sig på flere historiske planer, her i 1940’erne og 60’erne. I ”Da duerne forsvandt” er vi i Estland under krigen og lander efter en kort prolog i 1941, hvor de estiske skovbrødre, en mere eller mindre organiseret gruppe af baltiske partisaner, forsøger at holde stand imod de russiske ”udryddelsesbataljoner”, som Oksanen betegner dem.  

29913897

Roland, store dele af historiens jeg-fortæller, er den ædle og modige soldat, mens Edgar er vattet og fej. Sidstnævnte, der undertrykker en snigende homoseksualitet, lever et særdeles kærlighedsløst liv med Juudit, som på sin side misunder Rosalies lykkelige forhold til den heltemodige Roland. Efterhånden som forskellige magthavere tager over, bliver de to par revet bort fra hinanden i et drama, hvor jalousi og totalitarisme kværner den ene skæbne efter hinanden.

Bogens mest interessante figur er Edgar, Rolands direkte modsætning. Han skyr ingen midler for at nå sine mål gennem manipulationer og hamskifter. Han er villig til at støtte hvem som helst for at redde sit eget skind, mens Roland er bevidst om, at historien siden vil fælde dom over deres gerninger.

Edgar Meos er en virkelig historisk person, som efterhånden som magthaverne blev skiftet ud, selv skiftede identitet og lavede efterretningsarbejde for hele fem forskellige tjenester, heriblandt både for KGB og inden da for nazisterne.

Kamæleonen Edgar Meos illustrerer den omskiftelighed, som historien har tvunget ned over hovedet på det estiske folk i løbet af det 20. århundrede. Mast mellem de store ideologier mister landet sin egen identitet. Arbejdet med at finde den igen er ifølge Oksanen kun netop begyndt.