Udgående fartøj

Citat
”der er noget galt med min hud/ [...] den har ikke udført sit arbejde/ hvem kan tage sådan en hud alvorligt / den er et latterligt organ som burde udskiftes, med f.eks. guld”
”Udgående fartøj”, s. 71.

Halvdelen af coverillustrationen på Ursula Andkjær Olsens digtbog ”Udgående fartøj” (2015) er kulsort. Den anden halvdel er grå i sort. Således er tonen slået an til et dystert og ja, sort værk. På sin helt egen og utilgængelige måde handler det om kynisme, hårdhed, uforsonlighed.

Bogen er komponeret i seks afsnit, hvis små, rudimentære digte fungerer både som kortfattet selvstændige og udfoldet sammenhængende tekster. Tilsvarende er der en udvikling mellem de enkelte afsnit, og bogen kommer således til at gennemspille et romanagtigt hele med en hjemme-ude-hjem-struktur. Bogen bevæger sig fra en position karakteriseret af opbrud og jeg-fikseret vrede til en ny, spag forhåbning om noget fællesmenneskeligt og noget, der er endnu større: naturen. Et sært makkerpar af teknologi og forvrænget kristendom er øjensynligt forhåbningens livline.

51747720

Andkjær Olsens forfatterskab er fyldigt. Den styrtblødende, fræsende, jonglerende stil, der er blevet Andkjær Olsens trademark, er i 2015 entydigt erstattet af en enstrenget hård, kontant og repeterende stil. Festen er slut, og en tømmermandsramt dagen derpå er realitet. Men man kender stadigvæk Andkjær Olsen som den stædige (og respektløse) sprogprofessor, der som ingen anden kan gennemlyse sprogets materiale. Bibelsk/kirkeliturgisk intertekst kommer og går i ”Udgående fartøj”, f.eks. her, hvor præsten pludselig bliver upassende aggressiv i en ukvemsed: ”JEG SKAL LØFTE MIT ÅSYN PÅ JER OG GIVE JER FUCK” (s. 59).

Billedsproget er ligeledes centralt. ”her er ingen billeder/ ingenting ligner andet end sig selv, alt er lukket” (s. 33) lyder det i en karakteristisk og karakteriserende formulering. Det uforsonlige og hårde udtryk lader rigtig nok ikke plads til sprogets sammenlignende potentialer, men i asken fra et udbrændt billedsprog opstår lynsnart et nyt. Når tekstens udtryk eksempelvis gøres totalt abstrakt i en gentagende tilbagevenden til en ”unedbrydelig kugle”, der netop ikke ligner noget, men kun er noget, ja så kommer det alligevel til at ligne. Kuglen, der er et emblem på diktummet ”alt er lukket”, er således installeret som et mærkværdigt goldt sammensurium af den materielle verdens utilgængelighed, fosteret i den gravides mave, selvets inderste kerne, dette selvs kyniske sindbillede og (uhyggeligt nok) en kugle i betydningen ”patron”, som skydes af sted mod en nedrig omverden, der ikke har fortjent bedre.