Have og helvede

Citat
“alting har muligvis navne men/ jeg kunne finde på nye til det hele hvis/ jeg ville for/ jeg er alene oppe”
“Have og helvede”, side 43.

Have og helvede” (2010) har en troldsk titel. Der er tale om et ordpar, men ’helvede’ modsvares ikke af modsætningen ’himmel’. Helvede modvares slet ikke men sidestilles derimod med ’en have’ (eller ’at have’, eller ’hav’ i flertal..?); med helvedes allierede eller nabo? Svaret gives ikke, og sådan er det hos Andkjær Olsen. Hun brækker sproglige automatgange op og foreslår nye og andre måder (end f.eks. binære) at sige tingene på. Udvidende reformuleringer er bedre end fokuserede floskler.

”Have og helvede” er en grafisk digtbog - eller en artist’s book om man vil. Bogen har igen ordinær typografi, men er udfoldet i farver og illustrationer af digterens søster Julie Andkjær Olsen, som er krediteret på titelbladet. Bogen består af tre tekst- og grafikspor, der krydser og refererer til hinanden. Denne særlige måde at skrive fra flere steder og niveauer inden for samme bog vil man genkende fra Andkjær Olsens øvrige forfatterskab.

28265832

Sporet ”Slangens bog” med de broderede og synligt sammenhængende kædesting taler med en autoritativ stemme og gengiver en skæv udgave af Bibelens skabelsesberetning og menneskehedens udvikling. Fortælleren omtales bl.a. som ”Slangen” og ”Statsmonsteret” og er en form for overlægger for DET HELE. Og for at det ikke skal være nok, så taler denne principielle 3.-persons-stemme yderligere i slange-læspende direkte tale, markeret med rød tråd.

Slangens tale går igen i sporet ”Navnløs”, hvis trusselsbrevs-opsætning i ord, bogstaver og fotos klippet ud fra andre tekster, anviser overskriftens ukendte afsender. Det forhindrer imidlertid ikke den navnløse i at true og anråbe slangen: ”FORTÆL MIG NU!” Sporet indgyder en aggressiv og brovtende lyst ved virkelighedens flimrende kaos og har ingen problemer i at være der og deltage.

Det har til gengæld stemmen i sporet ”Havefornemmelser”, der er sat i sirlig sprittusch-pige-håndskrift. Den sarte stemme tvivler på formålet med at sige og tilføje noget i en have, hvor alt allerede er ordnet, navngivet og smukt afstemt. I løbet af det døgn, sporet gennemspiller, overkommer stemmen imidlertid sin tvivl, og kan hen mod aften konkludere, at verden endnu har navnløse områder, hvor der er rum for ord: ”derfor er det/ usminkede så sfinxisk/ ligesom ting uden navn”.