Theis Ørntoft er født i 1984 i den lille by Alling, der ligger lidt uden for Ry i Jylland. Han debuterede som forfatter i 2009 med digtsamlingen Yeahsuiten og har siden etableret sig som en af sin generations markante stemmer. Ørntoft er uddannet fra Forfatterskolen i 2007–2009 og har siden debuten udgivet både poesi og prosa, hvor han kredser om klimakrise, fremtidsscenarier og det at være ung og i bevægelse.
Særligt klimakrisen har været en gennemgående linje i forfatterskabet, og Ørntoft har beskrevet den som "vores fælles identifikationspunkt" (Lise Garsdal: Verden går under – og hvad så?, 2014-03-23). Han ser den økologiske krise som det, der samler hans generation – en form for nyt samfundsprojekt i en tid, hvor mange har følt sig uden en fælles kamp. "Det dæmrede for mig, at den økologiske krise jo bliver vores fælles identifikationspunkt," har han sagt.
Men Ørntofts litteratur er ikke kun båret af fortvivlelse. I nyere tid har han vendt sig mod det, der giver håb – ikke kun for menneskeheden, men også for ham selv. Forfatteren, der for nylig fyldte 40 år, oplever en forandring, som er kommet med faderrollen. Som han selv siger: "Jeg finder en enorm tilfredsstillelse i at være bundet til noget for første gang i mit liv. At skifte bleer og spille vandlyde, når min datter ikke kan sove, er det bedste, jeg nogensinde har oplevet." (Thit Lund Bordin: Farrolle giver forfatter håb for fremtiden. Ritzau, 2024-02-04).
Den nye rolle som far har ikke kun påvirket hans liv, men også hans forfatterskab. Ørntoft beskriver det som at træde ind i "kapitel to som menneske" – et skridt væk fra den uforpligtende frihed og ind i en mere forbundet og ansvarlig tilværelse. Dette skift er tydeligt i hans seneste værk, Jordisk (2023), der rummer en ny dybde og forbundethed.
På trods af sin vedvarende kritik af politiske klimamål, som han ikke tror vil kunne bremse udviklingen, har Ørntoft ikke mistet håbet. Tværtimod: "Jeg tror, der kommer til at ske nogle vilde ting. Og jeg tror, at det ikke kun er dårligt for menneskeheden, at vi skal have andre forventninger til, hvad et menneskeliv er." (Birgitte Kjær: Kristian Bang Foss har lært Theis Ørntoft at lægge sig hen i sofaen, når han skal skrive en roman. Politiken, 2024-01-27).
Ørntofts rejse som forfatter og menneske er præget af både uro og refleksion, men det er håbet, der fylder mest i dag – både som drivkraft i livet og i litteraturen.
