portræt af Theis Ørntoft
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Theis Ørntoft

cand.mag. Helle Eeg, 2010/2014/2018/23 og maj 2025
Top image group
portræt af Theis Ørntoft
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Theis Ørntoft debuterede i 2009 med den stilsikre og frække digtsamling ”Yeahsuiten” og slog allerede her igennem som en af sin generations vigtige stemmer. I de efterfølgende udgivelser ”Digte 2014” og debutromanen ”Solar” fra 2018 er det frække og ungdommelige imidlertid afløst af afmagtsfølelse og undergangsstemning. Her træder mere alvorlige temaer som klimakrise og menneskets manglende forbindelse til naturen og hinanden frem som vigtige temaer i forfatterskabet. Slægtsromanen ”Jordisk” fra 2023 fortsætter i samme spor, men er skrevet i en mere traditionel prosa end de tidligere udgivelser.

 

136670565

 

 

 

Blå bog

Født: 1984 i Alling.

Uddannelse: Forfatterskolen, 2009

Debut: Yeahsuiten. Gyldendal, 2009.

Litteraturpriser: Michael Strunge-prisen, 2014, Klaus Rifbjergs Debutantpris, 2016

Seneste udgivelse: Jordisk. Gyldendal, 2023.

 

 

 

 

Videoklip
Theis Ørntoft om litteraturens rolle i verden, Litteratursiden

Artikel type
voksne

Baggrund

”… jeg skal se dem sprede min aske/ ud over alle biologiske modersmål, før jeg handler/ jeg skal se dem trække et fiskenet fuld af havfruer/ op af min morgenurin/ hvor skal man gå hen med sin kærlighed/ hvor skal man gå hen med den/ bag skrankerne står de bare og smelter/ der er ingen hjælp at hente/ træk et nummer og knep et foster/ læg dig selv i natostilling og gø mod himlen/ vof vof …”
”Digte 2014”, s. 61.

Theis Ørntoft er født i 1984 i den lille by Alling, der ligger lidt uden for Ry i Jylland. Han debuterede som forfatter i 2009 med digtsamlingen Yeahsuiten og har siden etableret sig som en af sin generations markante stemmer. Ørntoft er uddannet fra Forfatterskolen i 2007–2009 og har siden debuten udgivet både poesi og prosa, hvor han kredser om klimakrise, fremtidsscenarier og det at være ung og i bevægelse.

Særligt klimakrisen har været en gennemgående linje i forfatterskabet, og Ørntoft har beskrevet den som "vores fælles identifikationspunkt" (Lise Garsdal: Verden går under – og hvad så?, 2014-03-23). Han ser den økologiske krise som det, der samler hans generation – en form for nyt samfundsprojekt i en tid, hvor mange har følt sig uden en fælles kamp. "Det dæmrede for mig, at den økologiske krise jo bliver vores fælles identifikationspunkt," har han sagt.

Men Ørntofts litteratur er ikke kun båret af fortvivlelse. I nyere tid har han vendt sig mod det, der giver håb – ikke kun for menneskeheden, men også for ham selv. Forfatteren, der for nylig fyldte 40 år, oplever en forandring, som er kommet med faderrollen. Som han selv siger: "Jeg finder en enorm tilfredsstillelse i at være bundet til noget for første gang i mit liv. At skifte bleer og spille vandlyde, når min datter ikke kan sove, er det bedste, jeg nogensinde har oplevet." (Thit Lund Bordin: Farrolle giver forfatter håb for fremtiden. Ritzau, 2024-02-04).

Den nye rolle som far har ikke kun påvirket hans liv, men også hans forfatterskab. Ørntoft beskriver det som at træde ind i "kapitel to som menneske" – et skridt væk fra den uforpligtende frihed og ind i en mere forbundet og ansvarlig tilværelse. Dette skift er tydeligt i hans seneste værk, Jordisk (2023), der rummer en ny dybde og forbundethed.

På trods af sin vedvarende kritik af politiske klimamål, som han ikke tror vil kunne bremse udviklingen, har Ørntoft ikke mistet håbet. Tværtimod: "Jeg tror, der kommer til at ske nogle vilde ting. Og jeg tror, at det ikke kun er dårligt for menneskeheden, at vi skal have andre forventninger til, hvad et menneskeliv er." (Birgitte Kjær: Kristian Bang Foss har lært Theis Ørntoft at lægge sig hen i sofaen, når han skal skrive en roman. Politiken, 2024-01-27).

Ørntofts rejse som forfatter og menneske er præget af både uro og refleksion, men det er håbet, der fylder mest i dag – både som drivkraft i livet og i litteraturen.

Yeahsuiten

”På min vej til lægen bliver jeg vildt forpustet jeg skal cykle op ad en stejl bakke men kort efter suser jeg nedad igen og det var egentlig ikke så slemt selv frygten for døden er en konstruktion”
”Yeahsuiten”, s. 11.

Theis Ørntofts anmelderroste ”Yeahsuiten” fra 2009 var en usædvanlig stilsikker debut. Helt i digtsamlingens ånd mødes man på omslaget af ti unge mennesker, der kikker afventende ud på læseren. Forsiden ligner noget fra et pladecover eller et kunstmagasin, ligesom forfatterbilledet mimer diverse idolplakater og portrætterer Ørntoft liggende henslængt på en seng med en smøg i hånden og en halvt spist vandmelon. Begge dele indvarsler, at denne digtsamling er fyldt med attitude og overmod.

27913431

”Yeahsuiten” skubber altså allerede på forsiden til de forestillinger, vi har om digte som en særlig ophøjet og finlitterær genre. Titlen er ellers en reference til en af dansk litteraturs tunge drenge, Frank Jæger, der i eftertiden er blevet kendt som ’den lyse digter’. Det er da også i spændet mellem netop de to yderpunkter: den påtagede ungdommelige og den genre- og litteraturhistorisk bevidste, at man skal læse ”Yeahsuiten”. Digtene har således en markant ungdommelig tone, ting er ’helt vilde’, nogle gange er man ’MEGA fuld’ og personer er ’fucked’, og ind i mellem ’dovner man bare helt igennem’. På grund af det tidstypiske ungdomssprog og den tydelige selviscenesættelse er digtsamlingen blevet kaldt et generationsportræt. Ud over det meget tidsbundne sprogbrug er der dog ikke nogen oplagt grund til at tale om værket som et forsøg på at give lyd til en bestemt generation af unge.

Der er snarere tale om at ville udtrykke en bestemt alder eller periode i tilværelsen, hvor livet føles helt tæt på og verden stadig ligger for ens fødder. Som det hedder et sted: ”jeg blev født og etablerede langsomt min egen plads i verden/ men nu føles det, som om jeg kan miste den igen// og det er en vildt fucked følelse” (s. 21). For under den tilsyneladende muntre stemning i digtsamlingen ligger der også en alvorlig undertone, som blandt andet kommer til udtryk som en usikkerhed på verden: ”jeg gør hvad jeg kan for at stole på fortovet under mig” (s. 37), og som en usikkerhed på jeget som en enhed: ”så går jeg ind på en indisk takeaway og virker oprigtigt interesseret/ men jeg kan ikke helt gennemskue, om jeg virkelig også er det” (s. 36).

Det er let at afskrive Ørntofts debut som alt for poppet og alt for glat, hvilket et par anmeldere også gjorde, men det lettilgængelige og humoristiske sprog gemmer, foruden en forfriskende moderne tilgang til det litterære sprog, også en finfølelse over for sproglige virkemidler og en søgen efter litteraturens væsen.