Genrer og tematikker

På trods af “Havana-kvartetten” ser Padura ikke sig selv som krimiforfatter: “Det vigtigste er at skrive godt og allermest at sørge for, at teksten er mere end et litterært mysterium” (Leonardo Padura's revolution in crime. The Independent. 2008-05-23). Padura vil producere en vedkommende litteratur, og det lykkes i hans romaner at give læseren noget mere at tænke på, end hvem der har begået en forbrydelse. Han er lokal for cubanerne og eksotisk for resten af verden. Men hans problemstilling med en desillusioneret postrevolutionær verden er ikke kun aktuel på Cuba, og man bliver som læser påvirket af de følsomme emner.

Problemer som rådne skolesystemer, stoffer, arbejdsløshed og korrupte politikorps får læseren til at tage stilling til spørgsmål om samfund, moral og værdier. Men imponerende nok er Padura ikke censureret, og man kan med hans litterære succes se en forskydning af de moralske grænser i Cuba. Forfatteren placerer sig præcist på knivsæggen mellem bred underholdning og stærk kritik. Paduras politiske stemme udtrykkes også i hans essays om Cuba, som bliver brugt i universitetsstudier i latinamerikansk politik flere steder i verden. 

Sproget i romanerne bliver aldrig højt og kryptisk, men baserer sig på gode observationer, en flydende fortælling og karakterer, som er lette at forholde sig til. Med gentagelser både i referencer, udtryk og karakterer får man en hjemlig og tryg fornemmelse ved at læse Leonardo Padura.

Padura indrømmer selv, “at han startede med at skrive som Hemingway” (Leonardo Padura's revolution in crime. The Independent, 2008-05-23).Det simple sprog med en dybere liggende mening er Hemingways såkaldte ‘isbjergsteknik’, der også bruges af Raymond Carver. Denne tørre stil lader det psykologiske ane bag karakterer og dialog. Padura bruger skrivestilen sammen med kraftige genrekonventioner som krimien og opbløder dermed den realistiske isbjergsteknik. Dette giver en mere konstrueret litteratur, hvor man kan mærke en vægt på underholdning og arketyper.

Cubas korte historie er påvirket af store omvæltninger, og Padura ønsker at efterlade et mærke for denne særegne periode og specielt for “følelsen af desillusion, da den ideale verden, som de talte om, begyndte at forsvinde, og vi hørte rygter om, at Sovjetunionen ikke var det land, vi havde lært om” (Arriazu, Ascen: Our man in Havana: introducing Leonardo Padura Fuentes and the quill of mystery. www.threemonkeysonline.com, 2006-04). Drømmene og tiden strander for eksempel hos Tynde Carlos, hvis fremtid er skudt i sænk af en kugle i ryggen, som har placeret ham i rullestol. Øjeblikket bliver det eneste, man kan stole på hos Padura, og det må nydes med mad, sex, druk og venner.