Lystgården

Endnu et afgørende skridt ind i bøgernes verden tager Esben i Lystgården . Det slår gnister mellem Anders Post og hans læsende søn, der uden problemer klarer sig gennem seminariets præparandklasse. Esben er i den narcissistiske alder, hvor alt bliver tegn og varsler, og liv og læsning går i ét. Romanens titel hentyder til lærdommens lystgård, men også til Esbens kødelige lyst, hvis livsalige objekt til slut hedder Lise og er fra København.

Sågar en tredje association er der i titlens ord; Povl dør, og Anders står i begreb med at sælge stedet, så måske ender Esbens barndomshjem som lystgård for en bybo med fritid og penge. Vi får se. Knud Erik Pedersen har stillet os i udsigt, at der i tidens fylde vil komme endnu nogle bind om Esben (efter planen omfattende tiden frem til 1968 eller måske 1972).

Allerede nu kan man imidlertid roligt tage større ord frem, end dem Anders Post bruger til daglig. En så tæt og præcis realisme forbundet med en så varm og underfundig humor er ikke hverdagskost i nudansk litteratur. I de store øjeblikke vokser værkets episoder indad og bliver til myter. Sådan også med historien om naboens påfuglekok; dens unyttige pragt og dens skrålen irriterer Anders, men for Esben i hans puslingland var den fremmede fugl "et af de væsener, der gav tilværelsen indhold". Den hører drømmen om lystgården til.