Perspektivering/litterære åndsfæller

Hvad der er karakteristisk for Eddie Thomas Petersens romaner er, at hver enkelt scene i fortællingen tegnes skarpt op, og som fortællingen folder sig ud langsomt stykker sig sammen på kryds og tværs til et stor sammenhængende net af personer og begivenheder. Eddie Thomas Petersens fortællestil er effektiv og filmisk og ligger naturligt i forlængelse af hans mange år som manuskriptforfatter og instruktør. Historierne fortælles således med sans for detaljen, og undervejs skildres en række forskellige personer og deres miljøer med indlevelse og humor. Fortællingerne er underholdende og skrevet med en stilsikker hånd. Med sin anden roman “Kettys Blues” kan Eddie Thomas Petersen give mindelser om en række af Anders Bodelsens krimier fra 1960’erne, der netop kobler den spændingsfyldte krimihistorie med skildringerne af samtidens mellemklasse. Og hvor den lille mand uforvarende kommer til at træde ved siden af, hvad der fører en lang række ulykker med sig.