I den lille essaysamling “Månen over porten” fra 2004 (“Månen over porten”, 2009) lader Per Petterson i 20 personlige essays samt forord og epilog læseren få indblik i, hvem han er – ikke kun som forfatter, men i høj grad også som læser. Essayene er skrevet mellem 1987 og 2004 (plus epilogen, der er fra 2009) og udgør en art personligt bibliotek med referencer til de forfatterskaber og værker, der har haft afgørende betydning for hans liv som forfatter og som sig selv. I det hele taget er skellet mellem mig og mig
et centralt tema i flere essays, og i titelessayet går fortælleren rundt i natten med lukkede øjne og forsøger at udviske grænserne mellem ydre og indre. Det lykkes ikke.
28054645
Gennem bogen får man en fornemmelse af, hvornår i livet Petterson blev læser, og hvorfor der gik så mange år, før han også blev forfatter. Man får et indblik i nogle af de læseoplevelser, der i ungdommen var med til at forme hans identitet, som en der vil være forfatter – en identitet, der har forfulgt ham også efter udgivelsen af hans første fem bøger. Han har læst norske forfattere som Ola Bauer, Kjell Askildsen og Aksel Sandemose. Han har læst udenlandske forfattere som Ernest Hemingway, Karen Blixen og Simone de Beauvoir, lige som Michael Ondaatje, John Fante, Frank O’Connor og mange andre har været med til at forme det litteratursyn, “Månen over porten” præsenterer.
Petterson holder af ukunstlet litteratur med både noget på spil og noget på hjerte. De forfattere, han fremhæver, har alle haft et mellemværende med livet og med litteraturen, og alle har de med deres bøger tvunget sig adgang til forfatterens indre.
“Månen over porten” er et personligt bud på den kanon, der har gjort ham til forfatter og til læser. Petterson fortæller, hvordan han har læst så meget i sine unge år, at det blev sværere og sværere at blive forfatter, fordi visheden om, hvor godt det KAN være, har været en spændetrøje. Det er en meget ydmyg og til tider genert forfatter, man møder, og billedet af den lidt mørkerædde mand, der går rundt i den mørke norske nat iført “sømandsjakken fra romanerne” (s. 167), er yderst sympatisk.
Pettersons egen – og i sidste ende læserens – fulde taknemmelighed går til hans forældre, der på hver sin måde inspirerede ham til at læse. For uden en eminent læser, ingen god forfatter.