Det altoverskyggende omdrejningspunkt i Dy Plambecks viltre roman “Texas’ rose” fra 2008 er faster Lillian. Et kødbjerg af et fabeldyr, varm og altfavnende, stor, grænseløs og skræmmende. Faster Lillian er død af et slagtilfælde, og niecen Abby er taget til Hanoi i Vietnam for at rydde op og hente den elskede fasters aske med hjem til Danmark. Gennem Abby får læseren oprullet en løssluppen slægtshistorie om familien rundt om Lillian.
Kronologi er der ikke meget af; skrøner og anekdoter vokser frem fra nutiden. Der er masser af smerte, sorg og savn i familiehistorien og lige så mange outrerede festoriginaler. For Abby var det faster Lillian, der holdt det hele sammen: hun etablerede familiekollektiv i Over Dråby, arrangerede kondibingo, kræmmermarked og indsamlinger for nødhjælpsorganisationer. Og så var hun medstifter af westernklubben Gunslingers, tog på westernferie og optrådte med westernshow under navnet Texas’ rose, alt sammen for at nærme sig det forjættede land: Det vilde vesten. Lillian er fikspunktet, lige indtil hendes liderlige mand Jimmy ikke kan holde nallerne fra en håndboldspiller fra Køge, og hun stort set samtidig finder ud af, at hendes biologiske mor forlod hende og at dem, hun troede var hendes forældre, i virkeligheden er moster og onkel. Bedrag på bedrag, og så rejser Lillian. Og familien falder fra hinanden.
27180280
“Texas’ rose” handler om familien som social maskine, om det fællesskab, man tvinges ind i fra livets start. Det er familien, man på samme tid kan føle sig mest knyttet til og mest ensom i, og det paradoks afsøger romanen gennem portrættet af den sammensatte faster Lillian. Selv siger Plambeck: “Familien er som Det Vilde Vesten. Det er et lille minisamfund i sig selv, hvor der ikke er nogen love. Man finder sig i ting, som man ellers ikke vil finde sig i. Der er mennesker, der lever med vold og overgreb i familien. Nogle gange taler man til ens familiemedlemmer på en måde, som man aldrig ville drømme om at tale til andre på. Vi mennesker vil så gerne høre til. Det, tror jeg, er et grundvilkår for mennesket.” (Birgitte Rahbek: “Alle familier er som Det Vilde Vesten”. Berlingske Tidende, 2008-03-28).
Romanen er kompleks og viser hele tiden nye sider af sig selv; akkurat lige som faster Lillian. Hun er på samme tid dragende og elskelig, frastødende og skræmmende. For Abby fornemmer man, at den fraværende faster Lillian bliver en myte, en flade, hvorpå angst og drømme kan projiceres. Akkurat på samme måde, som det vilde vesten var projiceringsfladen for faster Lillians håb og længsler. “Texas’ rose” er således også en slags dannelsesroman, Abby dykker ned i historien for at få hånd om sig selv, og Lillian er det forvrængende spejl, hun ser sig selv igennem.