henrik pontoppidan
Foto: POLFOTO / ritzau/scanpix

Henrik Pontoppidan

lektor Johannes Fibiger, 2002. Opdateret af cand.mag., ph.d. Troels Hughes Hansen, 2018. Blå bog og bibliografi opdateret 2022.
Top image group
henrik pontoppidan
Foto: POLFOTO / ritzau/scanpix

Den nobelprisvindende forfatter Henrik Pontoppidan ville som ung revolutionere verden og gøre op med den fædrene tro ved først at ville være ingeniør, siden højskolelærer og forfatter. De bøger, Pontoppidan skrev i sin ungdom, var stærkt samfundskritiske og levede op til Georg Brandes’ parole om at sætte problemer under debat. Hans store romaner fra omkring århundredeskiftet tegner et rigt og mangefacetteret portræt af brydninger og spændinger i det danske demokratis barndomsår. Pontoppidan modtog i 1917 Nobelprisen, som han dog måtte dele med Karl Gjellerup.

 

62632208

Blå bog

Født: 24. juli 1857 i Fredericia.

Død: 21. august 1943.

Uddannelse: Realeksamen, 1873. Arbejdede som lærer og journalist.

Debut: Stækkede vinger. Forlaget Andr. Schou, 1881.

Litteraturpriser: Nobelprisen, 1917 (s.m. Karl Gjellerup). Æresmedlem af Dansk Forfatterforening, 1918. Æresdoktor ved Lunds Universitet. Holberg-Medaillen, 1941.

Seneste udgivelse: Beck, Steen: Pontoppidans store romaner. U Press, 2022.

Inspiration: Georg Brandes, Honoré de Balzac, Alexander Kielland, Leo Tolstoj.

Periode: Det moderne gennembrud

Genre: Roman

Videoklip

Artikel type
voksne

Baggrund

”Heller ikke ude i Bondelandet var det noget Sted kommen til et afgørende Brud med Fortiden. Vel havde der begyndt at rejse sig Dampskorstene over Mejerierne; og Tærskeværker og Mejemaskiner afløste efterhaanden Plejl og Le. Men trods alle Forbedringer i Driften, og trods den stigende Oplysning, forarmedes Landbefolkningen stadig mere. Prioriteterne i Ejendommene voksede. Landets Gæld til Udlandet steg med mange Millioner om Året. Ikke desmindre sad den bredbagede danske Bonde paa sin gaard med en uanfægtet Følelse af at udgøre Nationens Marv, at være dens Kærnekraft og Fremtidshaab.”
”Lykke-Per”, b. 1., s. 307.

Henrik Pontoppidan blev født i 1857 i Fredericia, hvor hans far var præst ved Trinitatis Kirke. Børneflokken var stor, talte 16 sjæle, og moderen var - af samme grund - skrantende. Faderen Dines, en rigtig gammeltestamentlig patriark, fik i 1863 et kald ved Sankt Mortens Kirke i Randers. Det var magert, da han skulle udrede pension til sin forgænger, men den stramme økonomi passede godt til hans livsforsagende kristendom.

Som barn udviste Henrik Pontoppidan talent for matematik og praktisk håndværk, mens hans evner for de humanistiske fag var begrænsede. Over for hjemmets kristendom forholdt han sig yderst køligt.

I 1873 rejste han til København for at uddanne sig til ingeniør. Han bestod uden problemer optagelsesprøven til Polyteknisk Læreanstalt og gennemførte planmæssigt studiets første del. Til stor overraskelse for sine omgivelser sprang Pontoppidan dog fra studierne umiddelbart før den afsluttende eksamen. Grunden til dette fravalg var, at han ville være forfatter - uden at have et sikkerhedsnet under sig.

Beslutningen blev taget i 1879, men havde været undervejs siden en rejse til Schweiz i 1876, hvor han oplevede sin første stormfulde forelskelse og en natur, større end ham selv: Deroppe i bjergene, i den store vilde ensomhed, var det, jeg besluttede, at jeg ville være forfatter. Når man som ung og ensom vandrer i en sådan natur, er det jo givet, at det nok skal bryde frem, hvis der ligger noget og gærer i ens sind.”

For at få smør på brødet blev Pontoppidan højskolelærer i Freerslev og senere Hjørlunde hos broderen Morten. På højskolen forsøgte han at realisere et jævnt og folkeligt liv i oplysningens tjeneste. Han giftede sig med en pige fra landet, stiftede familie og udgav sine første værker. Men under idyllen lurede katastrofen. Et af børnene døde, ægteskabet havde indbyggede konflikter, og den politiske kamp mod Højrestyret slog fejl.

Pontoppidan resignerede. Han var ikke skabt for et jævnt og muntert virke i Grundtvigs ånd. Han flyttede tilbage til hovedstaden og begyndte et nyt liv som forfatter og journalist. Samme år mødte han sin senere hustru Antoniette Kofoed på tennisbanerne ved Blokhus. Hun tilhørte det københavnske borgerskab, og parret blev gift fem år senere.

Det var i disse år, at Pontoppidan blev introduceret for filosofferne Nietzsche og Schopenhauer, som han livet igennem forholdt sig til, og som sammen med Georg Brandes’ gennembrudsprogram udgjorde hans filosofiske ballast. Det er karakteristisk for Pontoppidan, at hans personlige kriser og eksistentielle valg blev omsat æstetisk i romanbearbejdninger - uden at værkerne af den grund blev private eller selvbiografiske.

Henrik Pontoppidan debuterede i 1881 med novellen ”Et Endeligt”, der sammen med ”Kirkeskuden” udgør hovedstykkerne i debutsamlingen ”Stækkede Vinger”. Titlen er dækkende for hele forfatterskabet: det handler om de kræfter, der forhindrer individets udfoldelse. Pontoppidan tog under inspiration fra naturalismen udgangspunkt i individets arv og miljø, men lagde vægten på den sociale arv. Og i modsætning til Herman Bang og J.P. Jacobsen skrev han i en mere klassisk fortællestil - uden impressionistiske finesser, som Pontoppidan betegnede som en ”udpyntet stil, der røber sit ophav som en kunstens parvenu.” Pontoppidan brugte i disse værker sine erfaringer fra højskolemiljøet til at skabe nogle ætsende billeder af livet på landet. Hans kritik retter sig mod udnyttelsen af tyendet og behandlingen af samfundets udstødte. Men heller ikke grundtvigianismen, kirken og borgerskabet går ram forbi. De rammes alle af en fortællemæssig ironi, hvor Pontoppidan tager parti for de svage og undertrykte.

Det forjættede land

”Der havde i otte Døgn raset et Herrens Vejr over Egnen. Paa vildt forrevne, sorteblaa Skyvinger var Stormen kommen jagende fra Øst og havde gennempisket Fjorden, saa store Skumflager var kastet højt op paa Markerne. Her havde den mange Steder fuldstændigt oprevet Bondens Vintersæd, nedtraadt Rør og Siv i Moserne, afsvedet Engene og tilstoppet Grøfterne med Jord og Sand, saa Vandet, der ikke kunde finde Afløb, bredte sig ud over Agre og Veje. Overalt saas styrtede Træer, knækkede Telegrafstænger, splittede Sædstakke og døde Fugle, som Orkanen havde slaaet mod Jorden og dræbt paa Stedet.”
”Det forjættede land”, s. 3.

Det første af Henrik Pontoppidans tre store romanværker, Det forjættede land” , udkom mellem 1891 og 1895. Det er historien om den unge kapellan Emanuel Hansted, der ankommer til en bonderig landsby, hvor han skal virke som præst. Hansted kommer fra et borgerligt miljø i hovedstaden, og det er hans drøm at slå sig ned som oplyst og folkekær hyrdepræst i samklang med den jævne mand og naturen.

Emanuel bliver dog uvidende brugt i forskellige magtinteressers spil, og hans idealisme bliver gennemgående fremstillet med en vis ironi af Pontoppidan. Emanuel gifter sig med bondepigen Hansine og forsøger i det hele taget at leve som de lokale. Han sætter sig ind i jorddrift og deltager i begyndelsen ivrigt som taler i bondeoplysningens hovedkvarter forsamlingshuset.

Men Hansteds høje idealer må nødvendigvis kuldsejle i deres møde med virkeligheden. Der er sorger og fristelser nok i bondepræstens jordiske paradis. Han mister sin yndlingssøn, fordi han i blind tillid til det guddommelige forsyn alt for længe har nægtet at lade ham tilse af en læge, på trods af at drengen tydeligvis har haft store smerter gennem en lang periode. Han fristes også bestandig af provst Tønnesens vakre datter Ragnhild. Samtidig opstår der en splittelse imellem folkepræsten og hans nyvundne menighed af opvakte bønder. Hansted selv ender på vanviddets rand og dør udslidt og fortvivlet.

”Det forjættede land” er altså på den ene side en gribende beretning om et menneskes forlis i de oprørte vande mellem idealisme og virkelighed, men bogen er også et skarpt opmalet portræt af tidens vigtige strømninger. Romanens tid er 1870’erne og 1880’erne, hvor store dele af det danske samfund omkalfatres i kølvandet på demokratisering og grundlov. Bondeoplysning, grundtvigianisme, forholdet mellem land og by og de politiske spændinger, der leder frem til Estrups provisoriske finanslove og til Forfatningskampen, er således en del af de temaer, der indkapsles og udfoldes i Pontoppidans romanpersoner.