Det første af Henrik Pontoppidans tre store romanværker, ”Det forjættede land” , udkom mellem 1891 og 1895. Det er historien om den unge kapellan Emanuel Hansted, der ankommer til en bonderig landsby, hvor han skal virke som præst. Hansted kommer fra et borgerligt miljø i hovedstaden, og det er hans drøm at slå sig ned som oplyst og folkekær hyrdepræst i samklang med den jævne mand og naturen.
Emanuel bliver dog uvidende brugt i forskellige magtinteressers spil, og hans idealisme bliver gennemgående fremstillet med en vis ironi af Pontoppidan. Emanuel gifter sig med bondepigen Hansine og forsøger i det hele taget at leve som de lokale. Han sætter sig ind i jorddrift og deltager i begyndelsen ivrigt som taler i bondeoplysningens hovedkvarter – forsamlingshuset.
Men Hansteds høje idealer må nødvendigvis kuldsejle i deres møde med virkeligheden. Der er sorger og fristelser nok i bondepræstens jordiske paradis. Han mister sin yndlingssøn, fordi han i blind tillid til det guddommelige forsyn alt for længe har nægtet at lade ham tilse af en læge, på trods af at drengen tydeligvis har haft store smerter gennem en lang periode. Han fristes også bestandig af provst Tønnesens vakre datter Ragnhild. Samtidig opstår der en splittelse imellem folkepræsten og hans nyvundne menighed af opvakte bønder. Hansted selv ender på vanviddets rand og dør udslidt og fortvivlet.
”Det forjættede land” er altså på den ene side en gribende beretning om et menneskes forlis i de oprørte vande mellem idealisme og virkelighed, men bogen er også et skarpt opmalet portræt af tidens vigtige strømninger. Romanens tid er 1870’erne og 1880’erne, hvor store dele af det danske samfund omkalfatres i kølvandet på demokratisering og grundlov. Bondeoplysning, grundtvigianisme, forholdet mellem land og by og de politiske spændinger, der leder frem til Estrups provisoriske finanslove og til Forfatningskampen, er således en del af de temaer, der indkapsles og udfoldes i Pontoppidans romanpersoner.