Det gyldne hus i Samarkand

Citat
”Jeg er blevet set på steder, hvor jeg aldrig har været. En eller anden, som ligner mig enormt er her i omegnen. Indtil nu har jeg ikke kendt hans navn, men du kalder mig Corto Maltese.”
”Det gyldne hus i Samarkand”, s. 86.

Ligesom ”Corte sconta detta arcana” er ”La maison dorée de Samarkand” fra 1980 (”Det gyldne hus i Samarkand”, 1987) en rundtur i endnu et glemt kapitel i den urolige første tredjedel af det 20. århundredes historie. Lykkeridderen Corto Maltese drager igen ud på en eventyrlig skattejagt, der fører ham fra Rhodos til det urolige Lilleasien i 1920'erne, hvor tyrkiske nationalister, kurdiske separatister og armenske bolsjevikker bekæmper hinanden. Den maltesiske sømand er denne gang på jagt efter en stor kugle af guld, som Alexander den Store lod begrave inde i et bjerg. Corto har dog også et andet formål med rejsen. Den hensynsløse og psykopatiske Rasputin sidder indespærret i et mareridtsagtigt fængsel, der noget misvisende går under navnet ”Det gyldne hus i Samarkand”. Corto skal befri ham, inden Rasputin bliver torteret ihjel af stedets grusomme vagter.

26046653

Undervejs på sin færd bliver Corto konstant forvekslet med en fysisk dobbeltgænger, den tyrkiske konspirator Timur Chevket, hvis tilstedeværelse varsler død og undergang. For Corto har lært af sin mor, at hvis man møder sin dobbeltgænger, så må den ene dø! ”Det gyldne hus i Samarkand” er desuden det tætteste, Pratt kommer et dybdeborende psykologisk portræt af karakteren Corto Maltese og især hans forhold til den ustabile Rasputin. Som beretningen skrider frem, begynder læseren at ane, at relationen mellem de to meget forskellige kampfæller er en del mere kompliceret, end man tidligere har antaget. Flere gange i fortællingen optræder Rasputin nemlig som Cortos alter ego eller ”skygge” i jungiansk forstand. Pratt lader de to lykkeriddere indtræde i hinandens drømme, og som læser forstår man snart, at den maltesiske sømand og den gale russer på mange måder er to dele af den samme personlighed.

”Det gyldne hus i Samarkand” er højdepunktet i serien om Corto Maltese. Både grafisk og fortælleteknisk er værket en kraftpræstation fra Pratts side, og det er præmieeksemplet på hans evne til at blande fiktion og virkelighed sammen i fabulerende historier, hvor hovedpersonen strejfer verdenshistoriske begivenheder og personer gang på gang.