Hej menneske

Citat
”Nå, det var ikke mig, jeg skulle skrive om, men jeg er som en dam, hvis vand stiger fra en undersøisk alt for varm, alt for jernholdig, rusten, rustende kilde og løber over og farver papiret rødbrunt som blod. Jeg har tændt for BBC-News. Folk slår hinanden ihjel. Det er det mennesker gør.”
“Hej menneske”, side 106.

Fortid og nutid, natur og menneske, fiktion og fakta blandes sammen i ”Hej menneske” fra 2009. Den arkæologistuderende Edith og hendes udgravningshold er i gang med at undersøge nogle stenalderruiner i Jordan, da hun stikkes af en skorpion og forsvinder ind i delirium. Herfra er Edith sengeliggende og skriver på sit kandidatspeciale. 

”Hej menneske” er en svævende blanding af dette arkæologiske speciale, Ediths egne minder, stenalderliv og den aktuelle nutid i Jordan, hvor hun langsomt kommer til kræfter, mens hun afventer kæresten Taikos ankomst. Romanen drives af Ediths eksistentielle krise og hendes bearbejdning af morens selvmord og parforholdets forvirring.  

27913679

Handlingen i stenalderen kredser om en navnesøster til Edith, men Pryds Helle beskriver mange skæbner – f.eks. de omrejsende og handlende Grøn og Ørn, krigeren Tas og den seende Steen med det mærkelige hoved. I disse skæbnefortællinger ligger også en historisk entusiasme, og Pryds Helle beskriver stenaldermenneskenes forhold til teknik, familie, sex, religion og meget andet, overvejende med et fokus på udvikling og nyskabelser, som giver mulighed for at følge en linje til nutidens menneskehed. ”Jeg er jo fascineret af det nye. Når jeg skriver en roman som ’Hej, menneske’, skriver jeg jo også om folk, som er fascineret af det nye, så der er ingen modsætning. Hvis man har en historisk bevidsthed, ved man også, at folk hele tiden har været med på det nye” (Carsten Andersen: Merete Pryds Helle: De nye medier er fantastiske til fiktion. Politiken, 2011-01-05).

Med sine blandede udtryk er ”Hej menneske” en eksperimenterende roman. På den ene side er den realistisk og faktuel med f.eks. indholdsfortegnelse fra specialet (side 18) og dokumenterende fotos, og på den anden side er romanen poetisk i sit sprog med følsomme beskrivelser fra stenalderen og fra arkæologen Ediths liv.