Arvingen

Citat
“Det andet brev, det uden afsender … jeg har tilsyneladende arvet et hus i Århus efter min far. Det er fra en advokat, der underskriver sig N. Han skriver, at jeg efter min fader Kent Sahl har arvet et hus samt indbo, og hvad der måtte være af kredit/debet. Jeg kigger på brevet. Min far bor i Kokkedal med min mor, og jeg har ikke hørt noget om, at han skulle være død, og så skulle mor vel også have været død, og Julie skulle vel også have det at vide, og min far hedder slet ikke Kent … nej … jeg krabber ind til sengen igen, gulvet er allerede i gang … min mobil … det kan ikke passe, læser brevet igen, men der står det samme…”
“Arvingen”, s. 18.

Den 26. januar 2007 udkom Vagn Remme første egentlige roman, “Arvingen” , og hans første og foreløbigt eneste udgivelse på forlaget Athene. Her følger vi Lars Junget (et navn der allerede har spøgt i andre af Remmes fortællinger), der bor på Øresundsvej på Amager og arbejder på et reklamebureau. Lars lider af uforklarlige raserianfald og går med klap for det ene øje, som han har mistet i en ikke nærmere forklaret ulykke. Jobbet som reklamemand har han fået, efter han oven på ulykken har delt hospitalsstue med sin arbejdsgiver. Romanens handling igangsættes, da der en dag dumper et brev ind ad Lars’ dør med nyheden om, at han har arvet et hus i Århus efter sin far. Denne nyhed forekommer mildest talt grotesk, da begge Lars’ forældre lever i bedste velgående i det nordsjællandske! Hovedpersonen og læseren bliver her fra ført gennem et lige dele gådefuldt og grotesk opklaringsforløb, der indbefatter såvel jalousimord, incest, selvmord, hemmelige rum, forbudte dagbøger og en djævelsk advokat, og hvor intet er, hvad man umiddelbart skulle mene.

Romanen falder i tre dele, hvor første og sidste del hænger tæt sammen. I første del får Lars nyheden om den mærkværdige arv, og han tager til Århus for at undersøge sagen nærmere og slår sig ned i det arvede hus. Anden del skiller sig ud på grund af forrykningen af handlingens rum og i kraft af sit hæsblæsende sprog. Sætningerne kører stort set uden punktummer der ud af, præcis ligesom hovedpersonen gør det på vej til Prag på cykel for at finde den søster, som også viser sig at være selv samme hovedpersons mor. For som historien folder sig ud, bliver man som læser klar over, at Lars er resultatet af et incestforhold, der udspillede sig i det arvede hus, mellem datter og far, mens konen i huset lå fængslet til sengen i kælderen, syg men vidende, og pønsede på hævn.

Opklaringen af arven af det mystiske hus bliver således også opklaringen af Lars Jungets egen skjulte identitet. Og romanen slutter med et ordentligt brag, da det arvede hus ender med at sprænge i luften og Lars kun med nød og næppe når at slippe ud med livet i behold. Denne dramatiske slutning følges op af en epilog, der på underfundig vis kaldes kapitel 0 og knytter historien i et Møbiusbånd, hvor Lars vågner op på hospitalet og møder den arbejdsgiver, som han arbejdede for ved romanens start. Historien og Lars Junget er således dømt til at gå i ring i evig gentagelse.

Romanen har med sin groteske karakterer og den fortsatte kredsen om det uhyggelige og skjulte mange gotiske træk. Undervejs i dens tre forskellige dele blandes der tre forskellige niveauer; det psykologiske, mystiske/gotiske og det meta-reflekterende legende. Således kan romanens gennemgående vandsymbolik – søen ved det arvede hus, de mange beskrivelser af sved og fedtafbrænding, de uforklarlige oversvømmelser, både tolkes som udtryk for psykologiske forhold, som antydninger af en mystisk bagvedliggende sammenhæng i gotisk stil såvel som en selvbevidst, legende parafrasering af den traditionelle skønlitteraturs symboler.