“Vi bryder os ikke om kollektiv skam, og alligevel, med dem som prøveknepper, og dem som truer, og dem som får den op, selv om kvinden er blevet tvunget til at klæde sig af for dem, som mænd, vi skammer os”. Sådan skriver forfatterne i efterordet til “Box 21” fra 2005 (“Box 21”, 2006) og fortsætter, hvor de slap i “Udyret” med at beskrive og udrydde skampletterne.
Det er et nærmest James Ellroy’sk renselsesritual med bibelske overtoner. Ewert Grens gode ven og kollega Bengt Nordwall har udnyttet sin stilling til at hente intetanende baltiske piger til Stockholms bordeller.
En af dem er Lydia Grajauskas. Benovet, fuld af forventning og med et falsk pas går hun ombord på Stockholmsfærgen. Hun og en anden baltisk pige bliver installeret i en kahyt af Bengt og hans makker Dimitri. Foran dem venter et nyt liv. De går op til Bengt og Dimitris kahyt og banker på, så de alle fire kan følges op til spisesalonen, akkurat som de har aftalt. Bengt smiler og viser dem indenfor: “De ser på hinanden, de smiler lidt forlegne, at træde ind i de to mænds kahyt, det føles lidt underligt. Så går alting i stykker. En enkelt vejrtrækning. Længere behøver det ikke at tage. De to mænd løfter deres hænder og slår dem hårdt i ansigtet. De slår til de ligger på gulvet. De flår deres fine kjoler af, river dem i stykker, stopper stoffet ind i munden på dem. De tvinger deres lår fra hinanden, trænger ind i deres køn. Lydia vil altid huske lyden af hans vejrtrækning mod hendes ansigt.” (side 387).
26110467
Volden rendyrkes med indryk, så hver sætning toner nøgen frem i al sin ulidelighed. De næste tre år betjener Lydia tolv mænd om dagen i en lejlighed i Stockholm og genererer 150-200.000 om måneden til Dimitri. Så ser hun et billede af Bengt i avisen og forstår, at han er politimand og beslutter sig for at tage hævn.
Hun lægger sig ud med Dimitri og bliver pisket og tævet og kommer på hospitalet. Hendes veninde henter noget plastisk sprængstof og en Markarov-pistol, som Lydia har gemt af vejen i box 21 på Hovedbanegården. Hun smugler det ind til hende, og Lydia forskanser sig i hospitalets kapel med en håndfuld gidsler.
Bengt har genkendt hende og er godt klar over, at den er gal, da hun nægter at forhandle med andre end ham, men han kan jo ikke så godt forklare sine kolleger, at han desværre ikke kan tale med hende, fordi han tæskede, voldtog og solgte hende til prostitution nogle år tidligere. Han går ind til hende, og det hjælper ikke meget, han placerer hænderne foran skridtet. Hun skyder lige igennem det hele. Bag sig efterlader Lydia et videobånd. Grens får fat i det, men hvad skal han gøre. Det er vigtigt bevismateriale, men kollegaen Bengt har efterladt sig en sørgende enke – skal hun kende sandheden om sin afdøde mand?
Anmeldelserne i den danske presse var blandede. Mette Højbjerg i Information kaldte det en formidabel krimi (Mette Højbjerg: “Svenske dage i helvede”. Anmeldelse i Information, 2006-01-30). Politikens Bo Tao Michaëlis var stadig ikke overbevist. Han kvitterede for plottet, men noterede at “sagen leveres luntende langsomt som skrevet i en gangbesværet stil med en rollator som stativ.” (Bo Tao Michaëlis: “Fy fan for en traffik”. Anmeldelse i Politiken, 2006-01-28)