Fordrivelsen

Citat
“En engel lignede den, men oprakte arme. Jeg nåede at vende mig, få et glimt af en ung fyr der kom flyvende mod mig på snowboard. Så udtrykket af rædsel i hans ansigt. Han fægtede vildt i luften jeg dukkede mig, mærkede at han ramte; det gør ikke noget, ville jeg sige, det er ikke din skyld! Så faldt jeg. Faldt, og faldt, mens et tæppe af rødt langsomt blev trukket over himlen”.
“Fordrivelsen”, s. 43.

Menneskets frygt for pludselig at blive en anden. Det er udgangspunktet i Astrid Saalbachs roman “Fordrivelsen” fra 2011, som handler om en mand, der efter en ulykke forvandles til et menneske styret af sine drifter. 

Hovedpersonen Andreas er en travl forretningsmand, gift med kosmetologen Monica og far til to. Under en skiferie er han så optaget af at tjekke sin mobiltelefon, at han køres ned af en snowboarder. Da han vågner op, er ikke blot en del af hans erindring forsvundet. Han er også blevet en anden mand, der blandt andet pludselig kan se ting, som er skjult for de fleste. To vigtige tematikker i romanen er forandringen og det fremmede, som forfatteren også tidligere har beskæftiget sig med. Det hedder i et interview: “Der skal så lidt til, før man er en anden. Vi går ad smallere stier, end vi tror” (…) Før ulykken var Andreas et kontrolleret menneske, efter er han blevet mere primitiv, siger pinlige ting, får raserianfald, er styret af sine drifter og behov”, forklarer Astrid Saalbach og fortsætter: “Han er blevet inkarnationen af det fremmede, som pr. instinkt vækker vores angst. Der reagerer vi ligesom hunde, der gør af mentalt handikappede. Han er blevet en idiot, men med idiotens guddommelighed. Jeg tror, det er noget mere ægte, før havde han bare travlt”. (Karen Syberg: ’Vi går ad smallere stier, end vi tror’. Dagbladet Information, 2011-10-20).

28970919

Romanens titel henviser til, at hovedpersonen langsomt fordrives fra sit eget liv. Han mister ikke blot sit job og sin kone. Han har også tiltagende problemer med at finde ud af, hvem han egentlig er. Et særligt greb i romanen er dog, at såvel denne bevægelse væk fra den kendte tilværelse som hovedpersonens identitetsovervejelser og forandring allerede var i gang inden den skæbnesvangre ulykke. Som Andreas tænker, mens han er på vej på ferie: “Jeg ville lægge en arm om hende, men tøvede. Hvem var jeg? Ikke den hun troede. Heller ikke den jeg selv troede, men hvem var det? Hvem havde ikke hvide pletter på landkortet?”.

Årsagen til disse overvejelser er især, at Andreas har indledt et forhold til en anden mand og er blevet fuldstændig overvældet af det, det har sat i gang i ham. Samtidig føles det som en stor og frygtelig hemmelighed, som ingen må få kendskab til. Ifølge Saalbach ville det være noget andet, hvis det var en kvinde, der var blevet bjergtaget af en anden kvinde, og ifølge forfatteren handler romanen også om den mandlige seksualitet og samtidens måde at opfatte den på mere generelt: “Det er som om, den mandlige seksualitet er noget meget mere alvorligt, og skæbnesvangert (…) Mandens seksualitet får sværere og sværere vilkår, den må nærmest ikke være der. Vi prøver at fjerne den, og ethvert tegn på den. Hår for eksempel, som Monica i al uskyldighed gør det på sin klinik (…) Det, der egentlig skulle tænde os, altså kvinderne, det vilde og utæmmede, skal fjernes”. (Karen Syberg: ’Vi går ad smallere stier, end vi tror’. Dagbladet Information, 2011-10-20).