For Astrid Saalbach har der ikke været noget skarpt skel mellem de litterære genrer. Hendes udgangspunkt er dramatikken, men hun har ligeledes udgivet adskillige prosatekster. Et gennemgående træk er hendes registrerende, nøgterne og samtidig stærkt sansende stil, der bevæger sig frem og tilbage mellem konkrete og psykologiske dele af virkeligheden. Forfatterskabet skildrer medmenneskelige relationer, der ofte er præget af ensomhed og isolation, samtidig med at hun på forskellig vis behandler det moderne menneskes eksistentielle udfordringer.
Det usentimentale islæt er ofte blevet fremhævet som et væsentligt karakteristika ved Saalbachs tekster. Hun fremhæver også selv fascinationen af det foruroligende i sin virkelighedsskildring men understreger samtidig den mulighed for forandring, der kan findes ved at blotlægge skjulte elementer: “Jeg vil gerne vise et billede af, hvordan jeg ser verden, og den ser bestemt ikke pæn ud. Jeg er fascineret af det dyb, der er under os (...) ved at overskride broerne til de ukendte områder henter man energi til små briser af forandring”. (Peter Øvig Knudsen: Det dragende kaos. Weekendavisen, 1997-08-05).
Saalbach fokuserer i sine tekster ligeledes på nogle af samtidens væsentlige problemstillinger. Forfatterskabet byder ikke på løsninger eller moralske domme. I stedet kredser Saalbach om det moderne menneskes angst, blandt andet angsten for det fremmede, som fremstilles som en spejling af en individuel, livstruende angst for det fremmede og kaotiske i det enkelte menneske selv. Angsten bunder i vores egen indre angst for uorden og forandring: “Måske er det dyret i os, som er bange for forandring. At kunne leve med uorden kræver, at man er i stand til at håndtere det komplicerede og nuancerede, mens trangen til orden er langt mere primitiv. Manglende orden fremkalder angst hos den primitive side af os (...) Det fremmede er tabuiseret, men det farligste er ikke at lære det at kende, for så er man ude af stand til at beherske det.” (Peter Øvig Knudsen: Det dragende kaos, Weekendavisen, 1997-08-15).
Saalbachs bog ”Klapperslangen” indeholder ligeledes en kritik af en indspist teaterverden og diskuterer kunstens rolle i nutidens samfund: ”Jo mere strømlinet og glatte produktionerne skal være for at klare sig i en stadig mere kommerciel virkelighed, jo sværere er det at få opført det skæve, det mørke og det utilpassede. Det, kunsten udspringer af, er som regel ikke et lyst og venligt sind, men de mørke afgrunde.” (Bent Blüdnikow: ”Der er censur i Danmark, den er bare ikke erkendt”. Berlingske Tidende, 2014-05-30).