Blæsten, sandet og stjernerne

I løbet af 1930’erne er Antoine de Saint-Exupéry atter tilbage i Frankrig. Han arbejder hovedsageligt som testpilot og reporter, bl.a. i Moskva og i Spanien under den spanske borgerkrig. Han er forfærdet over at se, hvordan både fascismen i Spanien og nazismen i Tyskland tager til, og hans politiske engagement skærpes.

Som testpilot er han ude for to alvorlige flystyrt. I 1935 styrter han ned i den libyske ørken og må vandre i fem døgn, før han endelig bliver fundet mere død end levende. Det er hans oplevelser af denne begivenhed, man mener, danner udgangspunktet for skildringen af mødet mellem den lille prins og piloten i ”Den lille Prins”.

I 1938 styrter han ned i Guatemala og må tilbringe seks måneder på hospitalet. Det er under dette ophold, at han færdiggør sin tredje bog, der udkommer i 1939, ”Terre des hommes”, (”Blæsten, sandet og stjernerne”, 1940). Bogen er til forskel fra de to første bøger ikke en roman men en samling af enkeltstående minder, følelser og refleksioner. Samtidig er det heller ikke den aktive flyvning, der danner grundlag for fortællingerne, som i de to tidligere romaner, men snarere en fornemmelse af, at man kan erkende sig frem til en fælles menneskelig ånd.

Saint-Exupéry bevæger sig over på det universelle plan og priser i sine skildringer mulighederne i det enkelte menneske. I alle mennesker, der ikke har fået en chance for at udvikle sig, gemmer der sig en ”myrdet Mozart”, som han skriver. Og om den araber, der finder ham efter hans dødsvandring i ørkenen, skriver han: ”Og du vor frelser, libyske nomade, du vil for stedse være slettet af min erindring. Du er mennesket, og du fremtræder for mig med alle menneskers ansigt”. (”Blæsten, sandet og stjernerne, s. 137). I litterære analyser vil man ofte se, at Saint-Exupérys livsopfattelse på dette tidspunkt betegnes med begrebet ”humanisme”.

Samme år ”Blæsten, sandet og stjernerne” udgives, tildeles den ”Le grand prix du roman” af Det Franske Akademi og ”The National Book Award” i USA.