Jeghuset

Citat
”Altid hører jeg sandheden gå og råbe /
mellem husene. /
Men når jeg lukker vinduet op, /
er manden forsvundet med sin vogn, /
og husene står med deres sædvanlige ansigter, /
deres affable solsmil /
i en dag som alle andre.”
”Bleg morgen” fra ”Jeghuset”.

Året efter ”Grønne digte” udkom ”Jeghuset”, som af mange betragtes som Ole Sarvigs mesterværk. Han arbejder her videre på det projekt, som ”Grønne digte” indledte, og hans personlige mytologi og stil kommer i ”Jeghuset” mest gennemført til udtryk. Digtene er ekstremt visuelle og åbningsdigtet ”Eftermiddag” tilegnes da også den norske maler Edvard Munch. Digtets første strofe lyder: ”Træerne stod / varsomme, store, / tøvende, / endelig grønne. / Bagved stod huset, / stort”. Huset er et gennemgående motiv i samlingen og fungerer som en del af den større struktur, som byen udgør. Man bør ikke læse husene entydigt og reducere dem til kun at være symboler på mennesker. Men det er én af deres betydninger, og digtet ”Korsruder” lyder i sin korthed: ”Mennesker er huse / med korsruder. / Alle er vi / huse i byen.”

Vender vi tilbage til digtet ”Eftermiddag,” lyder det videre, at menneskene går med lukkede ansigter, og ikke åbner deres ”ansigts-porte,” når der bliver banket. Ved at koble menneskets ansigt sammen med husets port, bliver forbindelsen eksplicit, men i digtets anden strofe, står der samtidig, at husene stod ”sære med kviste og døre / som skæbner.” Ud over at være billeder på menneskene og især deres sind, er husene også bare mystiske og anelsesfulde billeder, hvis indhold vi ikke kender, fordi de er lukkede. Som samlingens digte generelt er de anelsesfulde, og de indpasses i dele af samlingens overordnede struktur. En struktur der fremstår som et profetisk univers, der netop ikke kan eller bør reduceres til én bestemt betydning, men snarere fornemmes gennem sin monstrøse sanselighed. Husene befinder sig i byen, og byen er ikke blot by. Den er ramme om menneskene, den er civilisation og den er et menneskeskabt rum. I digtene spiller byrummet – dets åbne pladser, smalle gader og kirker – en stor rolle, ligesom naturen gjorde det i ”Grønne digte.” Både natur og by spiller dog også her en stor rolle, og hos Sarvig bliver både naturens vækster og byens konstruktioner besjælede eller iscenesat som komponenter i hans profetiske civilisationskritik og samtidig håbefulde besyngelse af livets og menneskets mulighed for at begynde forfra. Han gør det abstrakte sanseligt uden at gøre det fortænkt, og netop dette er ”Jeghusets” helt store kvalitet. At tiden, sindet, sjælen, troen og skæbnen bliver størrelser, som står at læse ud af de simpleste ting: ”Den smuldrende tid / er en lergrå skrænt, / hvor småsten rasler.” Midlerne er små, men vingefanget er stort og indfanger selve eksistensens og kulturkrisens dybde. Denne kvalitet gør, at de simple billeder kan læses og fornemmes i sig selv, uden at læseren behøver gå ind i en intellektuelt tolkende læsning. Digtene rummer en ambitiøs diagnosticering af sin tid, men udgør samtidig en selvstændig mytologi. Og som alle virkelige mytologier rummer ”Jeghusets” billedverden en tidløs kvalitet og en særegen æstetik, der lukker sig om sig selv, samtidig med at den peger ud mod en kaotisk virkelighed. Denne dobbelthed og simultant centrifugale og centripetale bevægelse er typisk for hele Sarvigs værk.