Stenrosen

Citat
”Den nat drak Werner tæt, og da han kom ned i den største af cabaretterne med drengene, og drengene blev nærgående, tog han selv om dem og trak dem ned på skødet i deres stramme bukser og gav dem champagne og lod dem gøre ved sig, hvad de ville, mens det farvede lys skiftede i lokalet og paa scenen, og tæppet rutsjede frem og tilbage deroppe med en klirrende messinglyd, og drengene dansede som prinsesser foran en lav, bulet dekoration, som projektørerne kastede skygger paa.”
Ole Sarvig: ”Stenrosen”, s. 39.

Ole Sarvigs første roman ”Stenrosen”, der udkom i 1955, foregår i Berlin, hvor vi stifter bekendtskab med de tre ulykkelige skæbner Endré, Maria og Werner. Bogens handling udspiller sig konkret over et enkelt døgn på ”stenrosen” Glaser Platz. Reelt forløber handlingen dog over tyve år fra starten af 1930’erne til 1950’ernes begyndelse, og romanen stykker via en række tilbageblik et kalaidoskopisk billede sammen, som fortæller Endré, Maria og Werners historier.

Endré bor i en lejlighed ved Glaser Platz sammen med sin mor. I hans barndom var faderen aldrig hjemme, og efterhånden finder man ud af, at han som ingeniør har spillet en rolle i våbenindustrien. Da krigen bryder ud, går Endré ind i hæren, og han brækker ryggen, der dog midlertidigt reddes af en heldig operation. Før krigen var han ved at etablere sig som teateranmelder, og efter krigen vender han tilbage til denne geschæft. Hans ryg truer dog atter hans eksistens, da vi møder ham i romanens nutid. Han er som romanens andre karakterer et menneske i dyb i krise. Dog formår han i højere grad end de andre at udrette noget i livet og lægge fortiden bag sig. Som anmelder mødte han på scenen skuespillerinden Maria, der ikke har ført det videre end til en række b-roller. Hvad der holder hende oppe er erotikken, og det er også i seksualiteten hende og Endré mødes. Hun bliver dog gift med lægen, der opererede Endré, men bryder ud af det mislykkede ægteskab og opsøger Endré, da hun hører, at han atter ligger alvorligt syg. Romanens grundfølelsen af ensomhed, betones dog blot, da de to veksler nogle få ord, bliver klar over at intet længere binder dem sammen og atter skilles.

Romanens sidste hovedperson Werner bor også på Glaser Platz, men kommer fra et overklassehjem. Han er digter og en overgang malede han også, men hans kriser har gjort ham til et forhutlet, fortvivlet og forvildet menneske. Han vandrer uden mål og med rundt i Berlins gader, og fornemmelsen af en mand, der på alle måder lever i en konstant tåge på kanten af tilværelsen er uafrystelig. Han drikker, går på kabaretter med erotiske mandlige dansere og bærer rundt på uhyggelige billeder af jødeforfølgelse og brutal død. Til slut slås han selv ned i en af Berlins gader, og man efterlades i uvished om hans videre skæbne.

Romanen er en stærkt lyrisk og med et væld af bipersoner samt spring i tid og rum også uoverskuelig roman. Vanskelligheden ved at danne sig et overblik er dog netop med til at give læseren en klar fornemmelse af den eksistentielle uklarhed og krisetilstand, karaktererne befinder sig i. Stemningen er dyster og desillusioneret. Man kommer ind under huden på de dele af byen og livet, hvor kun randeksistenserne færdes, og ”Stenrosen” kan betegnes som en lyrisk noir-roman.