Ole Sarvig var en af de første ”seriøse” forfattere herhjemme, der forsøgte sig i krimigenren, og han skrev i den forbindelse ”De sovende” (1958) samt ”Havet under mit vindue” (1960). I ”De sovende” arbejder Sarvig videre med et af sine centrale temaer og peger i titlen direkte på det, nemlig den søvn der midt i det tyvende århundrede har sænket sig over Europa. Hovedpersonen er den 30-årige Korea-veteran Paul Smith, der i Edinburgh møder den smukke danske Lis, som inviterer ham med til fest hos sin far samme aften.
Festen bliver en barok affære, hvor en stuepige drikkes fuld og findes forgiftet, hvorefter en gæst kaster sig ud fra det store hus og spiddes på dets gitter. Paul vikles ind i en kriminalitet, han ikke begriber eller magter, og han begynder at ane ukendte korridorer og forbindelser, som han kun halvt begriber. Sporerne fører ham rundt i Glasgows gader, hvor fabrikkernes skorstene lyser diabolsk, og videre til Spanien og Danmark. De to døde viser sig blot at være to mere eller mindre tilfældige krusninger på den flod af ondskab, som løber lige under samfundets og eksistensens forskønnede overflade. I sin søgen forvilder Paul sig også ind i egne af sit sind, som han længe har holdt sig på afstand af, og han genser her sine fortrængte spøgelser. Under krigen ofrede han to af sine kammerater for at redde sit eget skind, og den angst og ondskab i ham selv, som han i årevis har fortrængt stirrer ham pludselig i øjnene. Samtidig bliver verden omkring ham gradvist mere fremmed og uoverskuelig, efterhånden som hans blik trænger dybere og dybere ind i forbrydelsernes stadig videre forgrenede net.
”De sovende” skal ikke blot løse forbrydelsens gåde, men snarere give et indtryk af verdens grundløshed. Med litteraten Bo Tao Michaëlis’ ord hedder det, at der ikke altid er en person til stede, som magter at sætte brikkerne sammen: ”eller har lyst til det. For resultatet, gådens løsning er måske ikke så rar at se på. Sandheden er mangesidig og ikke for fastholdere, den gør tryghed til utryghed. Den gør verden dybere, og det er (måske) ikke rart at se ned” (Bo Tao Michaëlis: ”Søvnens ansigter” i ”Tidens tegn – En bog om Ole Sarvig’s forfatterskab”, s. 175-76.). I samme forbindelse citeres kritikeren Torben Brostrøm for at kalde kriminalromanen som genre for en ideelt set ”symbolsk eksistensroman”. Denne betegnelse fanger essensen i ”De sovende” og for den sags skyld også i resten af Sarvigs litterære produktion. Tilværelsen er en forvildet og hektisk vandring gennem uoplyste gader, hvor man konstant hører ukendte skridt bag sig. I sådan en verden er det letteste at lukke øjnene, håbe på det bedste og overgive sig til bevidstløsheden. Til en måske nok glædesløs søvngængertilværelse, men en tilværelse hvor den evige søvn dæmper angsten en smule.