At læse Ole Sarvigs digte, romaner og essays er at træde ind i et særegent univers. Det minder om den verden, vi kender, men er langt mere stiliseret og lyrisk. Ved at reducere mængden af anvendte ord og motiver til et minimum, skærer Sarvig samtidig ind til benet. Han stiller skarpt på den række problematikker, som ifølge ham er de væsentligste i kulturen lige nu og i menneskets eksistens som sådan – liv, død, fødsel, erotik, og han fastholder dem gennem hele forfatterskabet. Hans værker indeholder ikke svinkeærinder og fabuleringer, og derfor bliver man som læser også udfordret. Man bliver ikke revet med af et letflydende sprog, men må konstant søge motivernes essentielle betydning. I et forord til Sarvigs digte, skriver forfatteren Søren Ulrik Thomsen: ”Hans verden er – som hos kun de virkeligt store, Trakl f.eks. – et univers, en konstellation af en vis mængde billedelementer, man hurtigt lærer at genkende, og som tilsammen udgør et kosmos så originalt, at man efter at have været indfanget ikke kan se en skærmplante, et krigsskib, et kernehus, en regnmåler eller en korsrude uden at føle, at der er tale om væsener, som har revet sig løs fra et Sarvigdigt og er styrtet over i den virkelighed, digtene er en ambitiøs tolkning af” (”Forord”, s. 9.).
Gentagelsen og en sparsom række billeder, som Sarvig gør til sine egne, skaber altså et eget kosmos – en ordnet virkelighed. Men samtidig en poetiseret virkelighed og dermed en mytologi. Især i kraft af sin stærkt visuelle tilgang til sproget er Sarvig beslægtet med modernismens malere, og som Giorgio de Chirico giver han sine tekster et mytologisk anstrøg ved hjælp af forenkling og klare linjer. Den Canadiske litteraturkritiker og –teoretiker Northrop Frye sammenligner myten med maleriet. Den er det overblik, man får, når man træder nogle skridt tilbage fra et realistisk maleri, så man ikke længere kan se alle detaljerne, men kun den overordnede struktur og alle de store linjer. Men myten er ikke abstrakt. Den er enkle, men konkrete, motiver malet med klare linjer og store farveflader. De små detaljer er udeladt, og tilbage står en renset verden. Denne verden er Sarvigs verden, og her distraherer intet uvæsentligt læseren og fjerner hans opmærksomhed fra billedernes dystre profetier. Sarvig skabte ikke blot sin egen mytologi, men benyttede sig i høj grad også af bibelsk mytologi og især af det nye testamentes ”milde” billeder og budskaber.
Den nytestamentlige tro på en ny begyndelse og forfatterskabets gennemgående stemning af en anelsesfuld stilstand midt i det tyvende århundrede kondenseres i signaturdigtet ”Sen eftermiddag” fra ”Jeghuset”:
”Det er sen eftermiddag.
Mennesker står,
som om de lyttede.”