Beslægtede forfatterskaber

Som forfatter minder Ole Sarvig mest om andre af sin samtids modernister og heriblandt flere fra kredsen omkring Heretica, der ligesom han arbejdede med en æstetisering af efterkrigstidens virkelighed. Sarvig udmalede den mørkets vej, som menneskeheden gennem det 20. århundrede var slået ind på, og fremstillede profetisk Kristus vej som den åbenbare lysets udvej, medens andre af modernismens digtere pegede på selve kunsten som udvejen. Selv ser Ole Sarvig Gustaf Munch-Petersen og Jens August Schade som sin mest direkte forudsætning. 

Skal man finde Sarvigs ægte forbundsfæller er det dog nytteløst at lede i litteraturens verden. Hans digtning er først og fremmest en øjets digtning, og hans nærmest beslægtede er naturligt nok billedkunstnerne. Især Edvard Munch, Italienske Giorgio de Chiricos metafysiske malerier og Palle Nielsens grafik rummer den samme anelsesfulde stemning som Sarvigs værker.