Den litterære tegneserie

I Danmark er Marjane Satrapis tegneserier blevet udgivet under genrebetegnelsen graphic novels , der er lånt fra den engelske og amerikanske forlagsverden. Graphic novel betyder ikke, som man ellers kunne tro, at der er tale om romaner i tegneserieform, men derimod tegneserier udgivet i bogformat og henvendt til et voksent publikum.

I forhold til traditionelle tegneserier har graphic novels dog ofte et mere litterært præg, og samtidig beskæftiger de sig gerne med emner, der traditionelt har været behandlet i litteraturen og andre fortællende medier. Begrebet er opfundet af den legendariske amerikanske tegneserieskaber Will Eisner i forbindelse med hans tegneserie ”En kontrakt med Gud” fra 1979. Eisners tegneserie var mere alvorlig og havde en mere kompleks fortællestruktur end hidtil set. Eisner mente derfor ikke, at ordet ”comic” (den engelske betegnelse for tegneserier), som snarere signalerer sjov underholdning, var dækkende for værkets karakter.