Marjane Satrapis tegneserier giver nogle tiltrængt nye billeder af Mellemøsten, og alene i kraft af tegneserieformen kaster hendes værk et forfriskende nyt blik på en del af verden, som i medierne ofte er genstand for et noget ensidigt fokus. Satrapis originale greb består i, at hun fortæller om det iranske samfund set indefra og gennem sin egen og sine familiemedlemmers skæbne. Og den personlige vinkel bliver eksponent for et unikt indblik i persisk kultur og historie.
Ligesom flere af tidens væsentlige tegneserieskabere arbejder Marjane Satrapi konsekvent med selvbiografisk afledt stof, og hendes tegneserier står blandt andet i gæld til Art Spiegelman, som i hovedværket ”Maus” (dansk udgave 1987 og 1991) koblede Verdenshistorien sammen med sin egen families historie og skæbne under Holocaust.
På den internationale tegneseriescene har man i de seneste år kunnet se en bølge af selvbiografisk inspirerede tegneserier af navne som Chester Brown, Phoebe Gloeckner, Julie Doucet, Debbie Dreschler og ikke mindst franskmanden David B., hvis billedsprog og symbolbrug Marjane Satrapi er meget inspireret af. I ”Persepolis” er det selvbiografiske eksplicit med til at formidle Irans politiske historie, og værket rummer en skarp fordømmelse af fundamentalismen og den religiøse fanatisme, hvis tragiske omkostninger Satrapis fortællinger bærer vidne om. Samtidig bidrager hendes tegneserier til at kaste lys over de kulturelle og sociale forhold, der er med til at problematisere forholdet mellem Vesten og Mellemøsten, og hendes værk fremstår således med stor aktualitet.