I de mange rejsebeskrivelser, som Hans Scherfig skrev, er det begejstringen, der er grundtonen, omend satiren ikke helt fornægter sig, specielt når der skal drages paralleller til danske forhold.
Hans Scherfig skrev primært om rejser i de daværende østbloklande, hvis samfundsudviklingen han kun havde beundring til overs for.
I 1951 udkom Rejse i Sovjetunionen (47.9), i 1953 Det befriende Rumænien (47.67) og i 1965 Hos Kirgiserne (48.263).
Hans Scherfigs beskrivelse af den daværende Sovjetrepublik Kirgisien - nu Kirgisistan - ved den kinesiske grænse er en hyldest til naturen og de mennesker, han møder. Begejstringen gælder primært den kommunistiske samtid, men lange afsnit er dog helliget befolkningens gamle kultur. I 1967 udkom Rumænsk billedbog (47.67) og i Morgenrødens land (47.97) fra 1971 er det Grusien, som skildres.
Hans Scherfigs sidste rejsebog fra 1979 hedder Den lange dag (45.3). Her beretter han om en rejse op gennem Norge til Nordkap og videre over Luleå i Sverige til Uppsala.
Bogen er til dels en rejsebeskrivelse, men rejsen inspirerer Hans Scherfig til også at berette om de gamle sagaer og om de berømte eller ukendte mennesker, som knytter sig til stederne, han opsøger.
Mens de tidligere rejsebøger er illustreret af Hans Scherfig selv, er Den lange dag illustreret af hans kone Elisabeth Karlinsky.